Hvad er din fremstillingspris på korn?
Kender du din fremstillingspris, har du muligheder for at få fremstillingsprisen ned, og dermed dit resultat op.
Kender du din fremstillingspris på korn? Får du lavet benchmarking og/eller fraktilanalyse, kender du svaret.
Fremstillingspris på korn kan du bruge til at vurdere, om du tjener tilstrækkeligt på korn til at dække omkostningerne for produktionen. For at kunne beregne din fremstillingspris skal din økonomikonsulent have udarbejdet en driftsgrensanalyse som supplement til din årsrapport. Det er der automatisk, når du får lavet benchmarking og fraktilanalyse.
Målet for fremstillingsprisen bør højst være markedsprisen for korn. Er fremstillingsprisen højere end salgsprisen for korn, er der grund til at finde frem til, hvor der kan ske forbedringer. De tre måder at påvirke fremstillingsprisen på er:
- At øge udbytte på salgsafgrøderne
- At øge salgsprisen på de andre salgsafgrøder
- At mindske omkostninger til produktionen.
For at finde frem til, hvor dit største forbedringspotentiale findes, er det oplagt at benytte din fraktilanalyse.
ad 1) Viser fraktilanalysen, at udbytterne i forhold til sammenligningsgruppen er lavt, vil det være oplagt at analysere videre på det. Sammen med din planteavlskonsulent kan du se på dine arbejdsgange ved sortsvalg, etablering, gødningsmængde mv.
ad 2) Viser benchmarking, at prisniveauet er på den lave side, er du nødt til at finde ud af, hvorfor. Har du et abonnement på f.eks. Agromarkets, kan du bruge prisberegneren til at få at vide, hvad du netto får udbetalt, når du f.eks. har aftalt en pris på 130 kr./hkg. for maltbyg. En forskel på 20 øre mellem aftalt pris og netto modtaget er ikke usædvanlig. Der kan også være betydelige forskelle mellem de forskellige grovvarefirmaers afregningsmetoder.
ad 3) Viser fraktilanalysen høje omkostninger, kan du analysere, om meromkostninger f.eks. på gødning giver det forventede højere udbytte. Eller ved høje maskinomkostninger kan en maskinanalyse ligge til grund for ændringer i maskinpark eller afgrødevalg.
Fremstillingsprisen er ikke en fast parameter og varierer fra år til år.
Det vigtigste er, at du tager stilling til din fremstillingspris, finder forbedringsmuligheder, laver en handlingsplan og følger op på den, så din fremstillingspris i sidste ende kan komme under salgsprisen.