Husk dobbeltbetaling af moms 1. september 2020
Folketinget udskød i foråret flere angivelses- og betalingsfrister på grund af Covid-19 og de økonomiske konsekvenser, det betød for danske virksomheder.
Tirsdag d. 1. september skal virksomheder, som afregner moms kvartalsvis, betale for perioden 1. januar – 30. juni 2020.
Det er vigtigt, at virksomheden periodiserer indberetningen korrekt. Det er nødvendigt at angive beløbene i de korrekte perioder. Har virksomheden haft ind- eller udgående moms i henholdsvis 1. januar – 31. marts og 1. april – 30. juni, skal virksomheden oplyse det. Det er ikke korrekt, hvis virksomheden angiver 0,- i den ene periode og det fulde beløb i den anden periode.
For halvårsmoms er betalingsfristen skubbet til marts 2021. Hvis virksomheden ønsker at betale nu, er det nødvendigt at sætte grænsen for indestående på Skattekontoen op, da det indbetalte beløb ellers bliver udbetalt. Har du brug for hjælp, så kontakt din assistent/økonomirådgiver.