Hold fokus på bundlinjen

del

De fleste er færdige med at høste, der hentes halm, der bliver sået, og de sidste bilag skal lige til regnskabskontoret for momsangivelsen. I al den travlhed: har du da fokus på din bundlinje?

Det er budgettet, du lavede sidste efterår/vinter, som ligger til grund for om du kører efter planen eller ej. Samtidig med kontering til halvårsmomsen, er det oplagt at gøre status. Er det første halvår gået, som var planlagt i budgettet? Og hvis der er afvigelser, hvor skal sættes ind for at komme på rette spor igen?

Det er bundlinjen der i sidste ende viser, hvor god du har været. Er den ikke god, skal noget ændres. Det er her at du skal vise din ledelsesevner.

Alle har mulighed for at blive mere fokuseret på bundlinjen. Et højere udbytte er ikke nok, hvis det bliver spist op af ekstra omkostninger. Derfor skal ekstra tiltag på omkostningssiden, gå hånd i hånd med en (endnu) højere indtægt som ‘belønning’.

Det er ledelse at være på forkant

En dårlig bundlinje kan også omsættes til noget positivt. Men det er vigtigt at du selv tager beslutning om, hvad næste træk skal være. Vil du fortsætte som landmand, er du måske nødt til at tage drastiske midler i brug. Men hellere det og komme din bank i forkøbet med en plan, end at der bliver taget en beslutning for dig.

Kig på din budgetopfølgning. Tal med din økonomikonsulent om din bundlinje, og få evt. rettet på nogle poster og få budgetopfølgningen på rette spor igen.

Mens du kører og sår, så kan du allerede tænke de første tanker til næste års budget. Så er du godt på vej til en god bundlinje!