Har du ukrudt i din gårdsplads ?
Ukrudt på gårdspladser og arealer omkring bygninger kan i mange tilfælde bekæmpes med en håndbrænder, ukrudtsdampere, mekanisk eller kemisk.
Du kan i mange tilfælde bekæmpe ukrudt på gårdspladser og arealer omkring bygninger med en håndbrænder, hvor en ukrudtsdamper har begrænset kapacitet. Mod etableret flerårigt ukrudt er det nødvendigt med mekanisk eller kemisk bekæmpelse.
Spar på gassen
Flammebehandling kan være aktuel på udyrkede arealer, som du ønsker friholdt for ukrudt. En række forhandlere udbyder et bredt sortiment af gasbrændere. På gårdspladser og arealer omkring bygninger vil en håndbrænder normalt have tilstrækkelig kapacitet. En håndbrænder til dette formål koster fra omkring 1.500 kr. ekskl. gasflaske.
Brænding er især effektiv over for nyfremspiret ukrudt, som kun har udviklet kimblade. Det bedste resultat, både med hensyn til økonomi og effektivitet, opnår du ved “blanchering”. Den udbredte praksis, hvor ukrudtet bogstaveligt talt brændes af, er unødvendig og spild af energi.
Det kan anbefales at flammebehandle hver 2.- 3. uge om foråret for at holde ukrudtet helt i bund. Senere på sæsonen udføres behandlingerne med langt større mellemrum. Normalt er 3-5 behandlinger påkrævet i løbet af sæsonen.
Flammebehandling er utilstrækkelig mod etableret flerårigt ukrudt.
Dampbehandling
NCC udbyder det såkaldte SPUMA-system, som er baseret ukrudtsbekæmpelse med 95-98 grader varmt vand, som dækkes af isolerende skum, der derved holder på varmen. Nærmere information finder du her.
På markedet er også “ukrudtsdampere”, som virker efter helt samme princip som gasbrændere, men som ikke er brandfarlige. De har begrænset kapacitet og egner sig bedst til “hobbybrug”.
Vær varsom med ukrudtsmidler
Mod flerårigt ukrudt er mekanisk eller kemisk bekæmpelse mere effektiv end de ovenfor nævnte termiske metoder.
Hvor en kemisk løsning ønskes, kan midlerne i tabel 1 være aktuelle. Nedbrydning af ukrudtsmidler på gårdspladser og andre befæstede arealer sker normalt langsomt, og bindingen i jorden kan være ringe. Begræns derfor anvendelse af kemiske ukrudtsmidler på disse arealer og hold stor afstand til boringer og brønde. Bemærk også, at visse midler ikke må anvendes på befæstede arealer.
Anvendelse af glyphosat-midler på arealer med belægninger af sand, grus, fliser, sten o.lign. er tilladt for en del produkters vedkommende. Check altid etiketten for at se, om et aktuelt produkt må anvendes på befæstede arealer.
Pistol og Premazor Turbo er en blandinger af glyhosat og diflufenican og har en længerevarende effekt. Det samme gælder Ronstar Expert, der indeholder iodosulfuron og diflufenican, har en længerevarende effekt.
Undgå sprøjtning af flader, hvor midlerne kan skylles bort ved nedbør.
Ultima ProFF udmærker sig ved at indeholde naturidentiske aktivstoffer (fedtsyrer), der har en meget kort halveringstid i jorden, men er en forholdsvis dyr løsning.
Tabel 1. Midler og dosering til ukrudtsbekæmpelse på gårdspladser og udyrkede arealer.
Middel | Dosis² pr. ha | Dosis² pr. 100m² | Bemærkning |
Glyfonova 450 Plus¹ | 3,2-4,8 l | 32-48 ml | Nyfremspiret ukrudt og græsser bekæmpes med den laveste dosis. Veletableret tokimbladet ukrudt bekæmpes med den højeste dosis. Gentagen bekæmpelse er nødvendig. En række glyphosatmidler må anvendes på befæstede arealer, tjek altid etiketten før behandling. Vær også opmærksom på, at en række glyphosatmidler er blevet forbudt pr. 1. januar 2018. |
Glyphomax 480 HL | 3,0-4,5 | 30-45 ml | |
Pistol el. Premazor Turbo | 3,1 l | 31 ml | På fugtig overflade tidligt forår på nyfremspiret ukrudt. Undgå at ramme planter, der ikke ønskes bekæmpet. Midlet virker på det fremspirede ukrudt og hindrer herefter fremspiring af nyt ukrudt. Der anvendes 200-500 liter vand pr. ha. |
Logo + LogoOil | 50-150 g + 0,66-2,0 l | 0,5-1,5 g + 6,6-20 ml | Udsprøjtes på fremspiret ukrudt i god vækst. Logo er ikke godkendt på befæstede arealer. |
Ultima ProFF | 110-166 l | 1,1-1,6 l | Bedst effekt ved sprøjtning på småt ukrudt og varme forhold med direkte sollys. Indeholder et aktivstof der hæmmer genvækst af flerårige planter. Blandes med vand i forholdet 1 l vand pr. 175 ml koncentrat. |
Ronstar Expert | 0,33 kg | 3,3 g | På fugtig jord på nyfremspiret ukrudt fra ca. 1. april. Undgå at ramme planter, der ikke ønskes bekæmpet. Ved bekæmpelse af større ukrudt blandes med et glyphosat-produkt. Må ikke anvendes på arealer belagt med asfalt og beton. |
No Weed Special 1+3 | 150-250 l | 1,5-2,5 l | Bedst effekt på småt ukrudt, der maks. er 10 cm højt. Utilstrækkelig effekt på flerårigt ukrudt. Behandling bør gentages. |
¹ Andre glyphosat-midler kan anvendes.
² Dosis i liter pr. ha svarer til ml pr. 10 m².
Denne vejledning gælder gårdspladser og udyrkede arealer på landbrug og gartnerier. På arealer med fliser, stabilgrus og lignende kan det være problematisk at anvende kemiske midler, idet der ikke findes et muldlag, som kan binde og nedbryde midlerne. Hold altid en god sikkerhedsafstand til boringer.