Grønne idéer bliver til virkelighed, arbejdspladser og vækst med støtte fra GUDP
Grønt Udviklings- og demonstrationsprogram får i meget høj grad realiseret grønne idéer og projekter, der ellers ikke var blevet gennemført. Det viser en ny evaluering.
Duften af nyslået græs breder sig på BioRefines anlæg i Varde, når friske forsyninger af fremtidens proteinkilde bliver leveret. Med 14 millioner støttekroner i ryggen fra GUDP viser virksomheden vejen mod et grønnere landbrug, når der i projektet udvindes protein til foder og på sigt fødevarer af økologisk kløvergræs.
Det er bare ét af mange eksempler på, hvordan Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) har understøttet gode idéer og projekter, som er født på kanten af, hvad der er teknologisk muligt og økonomisk bæredygtigt, men som lykkes gennem innovation, støtte og samarbejde.
– Vi har fået en evaluering af GUDP, der viser, at programmet har afgørende betydning for udviklingen af nye grønne fødevareteknologier og videreudviklingen af eksisterende. Jeg er utrolig glad for evalueringens resultater, og i en tid hvor branchen står over for en meget ambitiøs omlægning på klimafronten, tror jeg kun, at behovet for innovative løsninger vil vokse i fremtiden, siger bestyrelsesformanden for GUDP, Mikael Thinghuus.
GUDP’s projekter i perioden 2010-2020 er blevet evalueret af Damvad Analytics og Mussmaan. Evalueringen viser blandt andet, at GUDP er med til at sikre projekter, der ellers ikke ville blive gennemført. Enten fordi de var for risikofyldte eller ikke kunne finde finansiering andetsteds.
Læs hele historien her.