Gødning til frøgræs i foråret
Vi kommer med vores vejledende anbefalinger for mængde og tidspunkt for gødskning af frøgræs i foråret. Korrekt gødskning af frømarken er afgørende for et højt udbytte og dermed et godt dækningsbidrag.
Vinteren 2019/2020 har været meget nedbørsrig. Det betyder at mange arealer med frøgræs lige nu er vandmættede. Samtidig har vinteren været mild. Hvis de milde temperaturer fortsætter kunne det tyde på en tidlig vækststart og derfor et tidligt behov for kvælstof. Det skal holdes op imod risikoen for at lave betydelige køreskader på frømarken. Frøgræs er mindst lige så følsom overfor trykskader som andre afgrøder. Undlad derfor at køre på jord der ikke kan bære.
Markfrø-afgrøderne er meget følsomme for trykskader. Det koster udbytte, og sporene vil senere i sæsonen give problemer for andet markarbejde som sprøjtninger og høst.
Frøgræs bør tilføres den mængde kvælstof om foråret, der sikrer et økonomisk optimalt udbytte af frø af høj kvalitet. Tildelingen af kvælstof skal sikre den nødvendige vegetative udvikling i foråret, men må ikke medføre en for stor biomasse og tidlig lejesæd. Tidlig lejesæd hindrer en optimal bestøvning og en for kraftig vegetativ udvikling i det tidlige forår øger behovet for vækstregulering.
Med gennemførelsen af den seneste landbrugspakke er normerne for frøgræs meget tæt på det økonomisk optimale.
Det skal understreges, at ejendommens gødningskvote altid skal overholdes.
Tidspunkt for gødskning
Planterne har ikke behov for kvælstof, før væksten starter. Tidspunktet for vækststart afhænger af frøarten og vejret.
For tidlig udbringning øger risikoen for kvælstoftab enten ved fordampning eller direkte overfladisk afløb. Tidlig gødskning med store mængder kvælstof medfører samtidig en tidlig og for stor vegetativ udvikling, der ikke er hensigtsmæssig. Det kan senere give problemer i forbindelse med vækstregulering og lejesæd.
Tabel 1. Tidspunkt for tilførsel af kvælstof til frøafgrøder i normale år.
Tidspunkt | Vejledende mængde (kg/ha) | Norm (kg/ha) | |||
Efterår | forår | ialt | |||
Hundegræs | Først i marts | 40-50 | 150-160 | 200 | 200 |
Rødsvingel | Først i marts | 60-80 | 60-90 | 150 | 150 |
Bakkesvingel | Først i marts | 60-80 | 60-80 | 140 | 150 |
Strandsvingel | Først i marts | 60-80 | 120-140 | 200 | 200 |
Engsvingel, marktype | Først i marts | 80-90 | 60-70 | 150 | 160 |
Engsvingel, plænetype | Først i marts | 80-90 | 70-80 | 160 | 170 |
Alm. rapgræs | Først i marts | 0-30 | 80-110 | 110 | 120 |
Hvene | Medio i marts | 30-50 | 80-100 | 130 | 120 |
Engsvingel | Sidst i marts | 30-40 | 80-90 | 120 | 120 |
Alm. rajgræs | Sidst i marts | 0-30 | 145-175 | 175 | 170 |
Alm. rajgræs, eferårsudlagt | Sidst i marts | 30 | 170 | 200 | 200 |
Hybrid rajgræs | Sidst i marts | 0-30 | 110-140 | 140 | 140 |
Rajsvingel | Sidst i marts | 0-30 | 130-160 | 160 | 160 |
Rajsvingel, efterårsudlagt | Sidst i marts | 0-30 | 160 | 190 | 190 |
Ital. rajgræs | Først i april | 0-30 | 100-116 | 130 | 125 |
Ital. rajgræs, efterårsudlagt | Først i april | 30 | 125 | 155 | 155 |
Timothe | Midt i april | 0-30 | 80-110 | 110 | 110 |
Kvælstofprognosen har ingen indflydelse på tilførslen af kvælstof til frøgræs.
Fosfor og Kalium
Det er vigtigt at planterne har tilstrækkelig tilgængelig fosfor til rådighed til at sikre udviklingen af sideskud og af kalium der sikre plantens fotosyntese og vandbalance. Ved normale fosfor og kaliumtal skal der tilføres 20 kg fosfor og 50 kg kalium pr. ha.
Svovl
Svovlmangel kan forekomme i frøgræs. Derfor bør du anvende en svovlholdig gødning, der sikrer en tilførsel af svovl på 10-15 pct. af kvælstofmængden. På grund af de store nedbørsmængder i efteråret og vinteren 2019/2020 er det vigtigt at være opmærksom på svovlforsyningen i foråret 2020
Gylle
Handelsgødning kan erstattes med svinegylle eller afgasset gylle i de afgrøder, hvor der om foråret skal tilføres forholdsvis store mængder kvælstof. Gylle tilføres på samme tidspunkt som handelsgødning, og effekten af kvælstoffet sættes til indholdet af ammonium–N i gyllen.
Det er meget vigtigt, at du kender det præcise indhold af kvælstof i gyllen. Derfor råder vi til, at du får lavet en måling.
Da der ikke er plantetilgængelig svovl i gyllen, bør der suppleres med en svovlholdig handelsgødning.
Gylle bør ikke udbringes på arealer, hvor der er risiko for afstrømning til vandløb. Det er vigtigt, at arealerne kan bære det tunge materiel, så der ikke bliver spor.