Fortsat stærk dansk industriproduktion i marts
Industriens produktion og omsætning marts 2022
Den danske industris samlede produktion steg 5,2 pct. i marts og satte dermed rekord for tredje måned i træk. Produktionen svinger en del på månedsbasis, men set over hele første kvartal 2022, så steg produktionen 4,5 pct. i forhold til fjerde kvartal 2021. Dermed ser den danske industri ud til at klare sig bedre end andre vestlige lande.
Industrien i USA oplevede således en stigning i produktionen på 0,9 pct. i marts og en stigning i produktionen på 1,3 pct. set over hele første kvartal. Hverken Sverige, Tyskland, Storbritannien eller det samlede EU-27 (uden Storbritannien) havde, ved udarbejdelsen af denne artikel, udgivet tal for produktionen for marts, men de har alle i årets første to måneder oplevet en nærmest flad udvikling i produktionen.
Industriens produktion og omsætning er første pejlemærke for udviklingen i dansk økonomi, som er baseret på indberetninger om virksomhedernes faktiske aktiviteter. Alle tal er korrigeret for normale sæsonudsving og prisudvikling.
Læs mere på Danmarks Statistiks hjemmeside.