Formanden har ordet
Læs her formandens indlæg fra seneste medlemsblad, Vi gi’r dig råd december 2019
Hvor er det en stor fornøjelse at se priserne på grisekød gå i vejret. Vi har et toppunkt i øjeblikket på 13,60 kr./kg plus efterbetaling, smågrisepriser på over 500 kr. Og det kan blive bedre endnu. I 1984 var noteringen kortvarigt oppe på 15,50 kr./ kg og i en lang periode på 14,90 kr./kg. Så der er et stykke vej endnu før vi når det punkt. Og det er bare for at nå samme pris som for 35 år siden.
Det er nu at kassekreditterne skal ned og bankgæld afdrages. Udsæt nødvendige investeringer og genovervej de absolut nødvendige investeringer.
Den spændetrøje mange landmænd har oplevet at være i, i forhold til sine kreditgivere, må man forsøge at komme ud af. Når man når det punkt, hvor andre kreditgivere har interesse i en som kunde, er der mange omkostninger, der bliver mindre, alene ved at det er muligt at flytte bank og kreditforening.
Vi er som landmænd særdeles attraktive kunder. Det er småpenge, der er tabt på landmænd i forhold til, hvor mange penge kreditgiverne har opkrævet hos landmændene.
Der kan godt være, at ikke alle kreditgivere ser sådan på det i øjeblikket. Men den lave rente og de minusrenter det koster at have penge indestående i nationalbanken, gør at forretninger med landmænd giver dem et godt afkast. Det er faktisk også det, de skal leve af.
Jeg ser sådan på det, at vi som landmænd kan tilbyde at tage et lån til udvikling af bedriften. Vi skal ikke bede om et lån. Der selvfølgelig altid en risiko for at en kreditgiver ikke tager imod sådan et tilbud, men så kan man spørge en anden. Evnen og tiltroen til at lån kan betales tilbage, er afgørende for dem der skal udlåne pengene. Det er nu, den situation skal skabes!
Til trøst for dem som ikke er med på prisstigningerne, plejer det altid at være sådan at prisstigningerne breder sig til andre kødtyper. Det vil også være tiltrængt for især kalvekødet. Når prisen kommer højt op, sker der også normalt et fald i kødforbruget. Men jeg tillader mig at se optimistisk på de fremtidige priser både på kylling-, kalve- og oksekød.
Planteavlerne i vores område har haft en rigtig god høst med store udbytter og gode priser. Så jeg er overbevist om at året 2019 bliver et rigtig godt år for landbruget. Måske det endda skulle overvejes at sætte noget hen til pension i landboforeningernes gruppepension, der er noget
af det stærkeste på markedet.
Jeg må hellere også sige noget om klimaet. Det gør alle andre. Jeg tror på at det bliver til landbrugets fordel. Vi skal være med til at løse de krav, der stilles. Det er ligegyldigt, om vi tror på det eller ej. Den offentlige mening tror på det. Politikkerne siger, der skal gøres noget. Det kan vi
deltage i på mange forskellige måder, og det skulle gerne være med til at give flere indkomster i landbruget.
Ingen ved hvordan målene kan nås. Der skal meget forskning til. Jeg kan kun sige: Kom i gang.
Det er ikke længe siden, der var et kæmpeprojekt i gang i Vordingborg om at lave halm om til miljøvenligt brændstof til skibstrafikken. Desværre slap pengene op og projektet måtte stoppe. Det kan bare sættes i gang igen, hvis pengene kommer frem.
Udtagning af jorde, ser jeg ikke som et problem for landmændene. De skal bare tildeles noget andet, men det koster penge. Det må dem der har ønskerne så skaffe.
Til sidst vil jeg bare sige. Glæd jer over at det går lidt bedre.
Godt nytår!
Du kan læse hele medlemsbladet her ViGirDigRaad_2_dec2019