Første planteavlsseminar i to år
Selvom Julie Torp-Thomsen har været planteavlschef i halvandet år, var det første gang hun skulle stå på de skrå brædder og styrer Østdansk Landboforenings planteavlsmøde.
– Det er første gang, jeg afholder seminaret, hvilket er en fantastisk følelse, indledte planteavlschefen, inden hun præsenterede økonomikonsulent Zwanita Reinders, der blandt andet skulle fortælle tilhørerne om bæredygtighed.
– Termer og beskrivelser er der mange af, når man taler om bæredygtighed, og man kan let blive forvirret. For hvordan skal vi anvende begreber som eksempelvis ESG i vores arbejde og på jeres bedrift, spørger Zwanita Reinders.
ESG står for Environment (miljø), Social (samfund), Governance (ledelse). Begrebet bliver i dag brugt af firmaer og organisationer, der gerne vil give et mere nuanceret og gennemsigtigt billede af deres virksomhed. Blandt andet forbrugerne og pengeinstitutterne efterlyser større gennemsigtighed.
– ESG kommer I til at høre mere til, og den finansielle sektor har allerede taget begrebet til sig. Derfor bør jeres årsrapport fremadrettet også indeholde et afsnit, der slet og ret hedder ESG-nøgletal, hvor I kunne fremlægge tal for en CO2-nedbringning på bedriften, eller hvordan I målrettet arbejde med energireduktion i staldene. Tænk over hvor du, på din bedrift, kan fortælle den gode historie, hvordan du gør en aktiv forskel og få det så med i din årsrapport, påpeger Zwanita Reinders.
Økonomikonsulenten spår, at på længere sigt vil landmandens pengeinstitut stille krav til øget bæredygtighed, og ESG-nøgletal, hvis der skal ydes lån. Det er ikke set endnu, men det er måske kun et spørgsmål om tid.
Lars Skovbæk Jensen tog stafetten og fortalte blandt andet om de historiske høje gødningspriser.
– Kan der spares på kvælstof, spørger planteavlskonsulenten forsamlingen.
– Det er svært. Man kan nedfælde gyllen frem for slangeudlægning til vårsæd eller bruge præcisionsjordbrug efter Robin Hood Princippet, hvor man tildeler mere til dårlige jorde og mindre til de gode. På blandt andet sandede jorde kan der selvfølgelig være en undtagelse. Husk at holde slangerne helt nede ved jorden. Hænger de bare 20 centimeter oppe i luften, er der en 25 procent større fordampning.
Efterfølgende fortalte planteavlskonsulent Thomas Laugesen om præcisionslandbrug som en mulig afløser for efterafgrøder – til en vis grad.
– Vi kan bruge præcisionslandbrug, som et alternativ til efterafgrøder, hvor der selvfølgelig er krav til dokumentation. 11 hektar præcisionsjordbrug erstatter 1 ha efterafgrøder. Det er marker med korn og raps, men flere tiltag er muligt.
På spørgsmålet om hvorfor det ikke gjaldt frøgræs, var svaret fra konsulenten, at frøgræs ikke holder på næringsstoffer i samme grad og derfor ikke er med i løsningen.
På seminariet blev der også talt om maltbyg ved Lars Skovbæk Jensen. Planteavlskonsulent Maja Folmer-Petersens indlæg handlede om den nye CAP-reform, og hvilke muligheder reformen medfører. Planteavlschef Julie Torp-Thomsen afsluttede med gennemgang af planteværn til 2022, hvor et af flere centrale budskaber var græsukrudt skal have fuld fokus.
Er du interesseret i emnerne, og kunne du ikke deltage, skal du blot kontakte din planteavlsrådgiver.