Regn, blæst og en lav temperatur afholdt ikke en gruppe nysgerrige landmænd for at mødes hos planteavler Michael Madsen ved Vordingborg og udveksle erfaringer omkring roerne. Efter turen i marken bød Michael Madsen på kaffe og kage under Corona-venlige forhold.
– Mødet var det første af flere, og det gik over alt forventning. Der blev udvekslet meninger og ideer i mere end to timer. På næste møde tager vi en opfølgning på blandt andet sprøjtning, mikronæringsstoffer og udfordringer med skadedyr. Samtidig planlægger vi et besøg hos NBR og sukkerfabrikken i Nakskov, men det er selvfølgelig noget der afhænger af forsamlingsmuligheder og restriktioner i forbindelse med COVID-19, fortæller planteavlschef Julie Torp-Thomsen.
Vil du vide mere om erfagrupperne i Østdansk Landboforening, kan du glæde dig til medlemsbladet Vi Gir Dig Råd, der udkommer i midten af juni. Her skriver vi endnu mere om erfaringerne fra forskellige grupper.