Flere danskere holder vinterferie i danske sommerhuse

del

Danske feriegæster lejer 42 procent mere tid i danske sommerhuse i februar, end de gjorde for fem år siden.

I næste uge drager mange danske familier på den årlige vinterferie, og ifølge Danmarks Statistik sker det endnu mere under danske himmelstrøg.

Flere danskere har nemlig fået øjnene op for sommerhuse i Danmark som rammen om deres vinterferie i februar måned, det skriver Danmarks Statistik i deres netmagasin Bag Tallene.
Antallet af udlejede hus-uger i danske sommerhuse købt af danskere er steget fra 6.440 i 2015 til 9.150 i 2019, svarende til en stigning på 42 pct.

Og noget tyder på, at tendensen vil fortsætte i 2020. Danskere har nemlig allerede pr. november 2019 ’forud-booket’ 2.120 hus-uger i danske sommerhuse i februar 2020. Det er 60 pct. flere, end der var booket på samme tidspunkt for fem år siden for den kommende februar.
– På trods af en lille nedgang i ’forud-bookinger’ fra sidste år til i år, så er den overordnede trend på området fremgang, med en gennemsnitligt årlig vækst på 12 procent siden 2015, forklarer specialkonsulent i Danmarks Statistik Paul Lubson.
Hus-uger er et mål for, hvor mange hele uger på syv dage et sommerhus har været udlejet til en gæst.

Hele artiklen kan læses på netmagasinet Bag Tallene.