Er dine ansatte sikret, når de arbejder i højden?
”Branchevejledningen ”Sikkert arbejde i højden” sætter fokus på, hvordan beskæftigede i landbruget kan tilrettelægge og udføre arbejde i højden på en sikker måde. Især indeholder vejledningen anvisninger ved arbejde på tage og lofter, kornsiloer, ensilagesiloer samt silo- og blandeanlæg.
Vejledningen er udarbejdet i et samarbejde mellem Jordbrugets Arbejdsmiljøudvalg og SEGES.”
Se vejledningen her
På landbrug er der en del arbejdsopgaver, der kræver, at ansatte skal op i højden. Der kan fx være tale om arbejde på
• tage
• fritstående og gastætte siloer
• plansiloer
• indendørs silo- og blandeanlæg
• lofter.
Ved arbejde i højden er der stor risiko for arbejdsulykker, hvor man kan styrte ned og komme alvorligt til skade, hvis arbejdet ikke planlægges og udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
I landbruget sker der hvert år arbejdsulykker, fordi man arbejder i højden og falder ned. Et fald på mange meter kan få fatale følger, men også fald fra lavere højder kan give alvorlige skader.
Ifølge statistik fra Arbejdstilsynet over anmeldte arbejdsulykker fra 2008 til 2013 inden for landbrug er 16 pct. af alle registrerede ulykker fald til lavere niveau.
Arbejdsopgaver i højden foranlediger mange skader, og er den arbejdsopgave, der hos Arbejdstilsynet er registreret med flest skader. Arbejdstilsynet har registreret 432 ulykker i perioden, gennemsnitligt 69 ulykker årligt.
Når man arbejder i højden, skal der altid foretages en konkret vurdering af, om der er en risiko for at falde ned. Ved arbejde i højden fra ca. to meter og opefter vil højden i sig selv udgøre en risiko for, at man kan komme til skade. Derfor er det nødvendigt at planlægge opgaven godt og sikkert.
I vejledningen findes faktaark om, hvordan du sikrer dig i forskellige arbejdssituationer.
Faktaarkene kan printes fra BAR Jord til Bords hjemmeside www.barjordtilbord.dk eller tages ud af vejledningen og hænges op relevante steder.