En glimrende høst
Aviser og fagblade skriver allerede om en god høst med fine udbytter. Det er da også melding, når bestyrelsesmedlemmer og forsøgsmedarbejder i Østdansk Landboforening skal gøre status.
Forsøgsmedarbejder i Østdansk Landboforening, Randi Grue Hyldig, giver følgende status fra forsøgsmarkerne.
– Udbytterne ser fornuftige ud i forsøgsmarkerne trods et vådt forår. Der er høstet mest hvede og vårbyg. Vi ligger på den gode side af 10 tons i forsøgsmarkerne i hveden i Karise. Nu optimerer vi ikke for, at få et højt udbytte, vi kører efter særlige forsøg, derfor er det trods alt rigtig flot, at vi alligevel ligger så højt.
I Klippinge, nordøst for Karise, er situationen også positiv.
Bestyrelsesformand i Østdansk Landboforening, Ole Elbæk, glæder sig også over udbytterne og varmen, der har givet en hjælpende hånd.
– Personligt kan jeg ikke få armene ned. Høsten har været nem at bjærge på grund af vejret og udbytterne ligger over middel i hvede og vårbyg og vinterbyg samt raps, lyder det fra formanden.
Martin Lyder Andersen fra Lundby, som er det nyeste medlem af bestyrelsen, kan nikkende genkende til formandens status.
– Kornhøsten har givet over middel og været nem at høste – netop på grund af vejret, som samtidig har betydet mindre arbejde og udgift til tørring. Frøhøsten var lidt mere besværlig. Først på grund af vandmangel, og så fik vi vand og skulle høste mellem bygerne. Men kornhøsten høst kan man ikke sætte en finger på. Samtidig ser spinaten lovende. Overordnet er jeg meget tilfreds – og så er vi i god tid til at sået efterafgrøderne rettidigt.
– Min kornhøst bliver først helt færdig om en halvtime, lyder det fra bestyrelsesmedlem Henrik Jensen, da vi fanger ham på mobilen. Henrik Jensen driver et landbrug ved Langebæk Øst for Vordingborg.
– Frøhøsten blev en gennemsnitlig størrelse, men jeg har gode udbytter i vårbyggen. Så generelt er jeg tilfreds. Vi skal også tage tørringsomkostningerne med i regnestykket, og den post er selvfølgelig mindre i år. Så absolut ingen sure miner herfra.