Det er blevet dyrere at få besøg af håndværkeren
Priserne på blandt andet tagdækning, murer- og tømrerarbejde er steget mere end de generelle priser i samfundet.
Danskere som vil have håndværkere på besøg for at renovere eller vedligeholde deres bolig, må grave dybere i lommerne, når regningen skal betales. Således er en række håndværkertjenester steget mere i pris end de generelle priser i samfundet over en periode på fem år, det skriver Danmarks Statistik.
De største prisstigninger har fundet sted blandt murerne, hvis ydelser er steget 16 pct. i pris fra 2015-2020. Til sammenligning er de generelle priser på tjenester i samfundet i denne periode steget med 8 pct. og de generelle forbrugerpriser med 3 pct.
Med andre ord er murernes priser procentvist steget dobbelt så meget som de generelle priser på tjenester i samfundet og 5 gange så meget som samfundets generelle forbrugerpriser.
– Håndværkernes priser dækker de omkostninger, håndværksvirksomheden har til materialer og løn, samt den profit de måtte lægge til,” forklarer specialkonsulent i Danmarks Statistik Sigrid Krogstrup Jensen.
– Indekset siger ikke noget om, hvor dyr en tjeneste er i absolutte tal, men snarere hvordan prisen på denne har udviklet sig over en årrække,” understreger hun.
Prisstigningen på 16 pct. betyder, at hvis en tjeneste kostede 10.000 kr. i 2015, så kostede den 11.600 kr. i 2020. Hvis priserne på tjenesten havde fulgt de generelle tjenesteprisers udvikling, så havde tjenesten kostet 10.750 kr. i 2020 og 10.030 kr., hvis den havde fulgt de generelle forbrugerprisers udvikling.