Der er kun få pesticidrester i danske Fødevarer

del

Ny rapport udarbejdet af DTU

Færre fødevarer på det danske marked indeholder pesticider, som overstiger grænseværdien. Det viser en ny rapport, som DTU Fødevareinstituttet har lavet for Fødevarestyrelsen. (Pressemeddelelse, Publiceret: 2. maj 2019).

Det er sjældent, at de fødevarer, som forbrugerne lægger i indkøbskurven i Danmark, har for mange rester af pesticider.

I 2012 – 2017 har fødevaremyndighederne taget godt 13.000 prøver af forskellige fødevarer – for eksempel frugt, grønt, kød og børnemad. Prøveresultaterne viser et fald i andelen af fødevarer med pesticidrester over grænseværdien i forhold til tidligere. Hvor der i perioden 2012-2017 gennemsnitligt var pesticider over grænseværdien i 1,4 % af prøverne, var der næsten dobbelt så mange prøver over grænseværdien i 2004-2011.

Undersøgelserne viser også, at der er færre pesticidrester i danske afgrøder sammenlignet med udenlandske. Faktisk kan du nedsætte dit pesticidindtag med ca. en tredjedel, hvis du vælger dansk producerede afgrøder, hvor det er muligt – og yderligere, hvis du køber økologisk.

Se hele rapporten her: www.foedevarestyrelsen.dk/Kemiogfoedevarekvalitet.

kilde: Fødevarestyrelsen