Budgetopfølgning
Når du har lavet dit budget, er det givtigt at få en budgetopfølgning hvert kvartal, når du nu alligevel skal indberette moms.
Budgetopfølgningen vil vise dig, om du følger dit budget, hen imod det mål, du har sat dig. Budgetopfølgning bruger du til at styre din produktion. Har du brugt for meget på vedligeholdelse? Hvorfor? Kan du rette op på noget, eller er det udgangspunkt for et nyt mål for det kommende budget?
Når først budgettet er lavet, og måske sendt til banken, skal det ikke bare lægges på hylden. Når du alligevel afleverer alle bilag for dette kvartal på regnskabskontoret, for at få lavet moms, skal du da også have lavet en budgetkontrol. Hermed får du information om, hvordan du følger dit planlagte budget. ‘Har jeg brugt for meget gødning? Fik jeg det for smågrisene, som jeg forventede? Er lønomkostninger højere end jeg havde planlagt? Er der mulighed for ændringer?’
Med din budgetkontrol får du en kort kommentar med på vejen er afvigelserne reelle, eller er det forskydninger? Højere foderomkostninger i det ene kvartal, kan sagtens skyldes indkøb af et træk foder på den sidste dag af kvartalet. Du kan med budgetkontrollen identificere de områder, hvor afvigelserne er betydelige, og analysere hvorfor.
Det er her din økonomistyring for alvor kommer i gang: Informationer, som du har fået fra budgetkontrollen skal omsættes i handling. Hvordan du tilretter de forskellige afvigelser, for at nå målet i budgettet, bestemmer du som ejer/leder af din virksomhed. Det er dig, der skal prioritere, hvad der skal ændres. Det er også dig der ved, hvor du har brug for hjælp udefra og hvad du selv kan klare. Men det starter med at få disse informationer.
Det er vigtigt, at du får lavet et budget, og sætter dine mål for det kommende år. Det er lige så vigtigt, at du holder fingeren på pulsen med budgetopfølgning. Du kan løbende bruge informationerne til at styre hen imod dine mål, som du har sat dig i budgettet. Eller være på forkant, når der skal laves noget drastisk om.