Bormangel i din vinterraps mark
I risikomarker kan der være behov for at udsprøjte bor.
Det er tid til at vurdere, om der er behov for at tilføre bor til vinterraps.
Vinterraps er følsom over for bormangel. Kraftig vækst, høje temperaturer og tørre forhold kan øge behovet for bor i vinterrapsen.
Strategi for tilførsel af bor i vinterraps
- Bor bør kun tilføres, hvor der er mistanke om bormangel, dvs. på sandjord og andre jordtyper ved høje reaktionstal.
- Ved mistanke om bormangel – brug fx en planteanalyse
- Ved mangel tilfør bor mindst én gang i foråret, med fx 1-2 kg Solubor.
- I ”ikke-risikomarker” (lerjord med almindelige reaktionstal) med kraftig vækst og tørre forhold, kan der tilsættes bor ved bekæmpelse af svampe eller insekter, fx i form af 1-2 kg Solubor.
Bormangel viser sig bl.a. ved korte internodier, misdannede stængler med revner, rødmarmorerede blade og dårligt udviklede blomsterstande. Symptomerne er mest udbredt på de yngste blade. Bormangel kan imidlertid være vanskelig at identificere, før skaden er sket.
Planteanalyser er en god ting, hvis der er mistanke om bormangel. Kontakt os, hvis vi skal hjælpe dig med planteanalyser.
Billede 1. Bormangel i vinterraps. Raps får korte internodier, misdannede stængler med revner, rødmarmorerede blade og dårligt udviklede blomsterstande. Korte internodier (øverst tv.). Misdannet stængel med revner (øverst tv. + th.). Rødmarmorerede blade (nederst tv.). Dårligt udviklet blomsterstand (nederst th.).
Vær opmærksom på, at de fleste borprodukter kan blandes med skadedyrsmidler, men ikke med ukrudtsmidler og ikke med mangansulfat. Se evt. mere om blandingsmuligheder i Middeldatabasen.