Bladlus i korn og bælgsæd
Vi ser stadig intet behov for bekæmpelse, men hold øje med lusene
Bladlus i korn
Vi ser lidt bladlus i kornet, men ikke nær behovet for bekæmpelse. Vi anbefaler dog at holde øje, da det varme vejr kan opformere bestanden. I registreringesnettet for hvede er der svage angreb i ca. 30 procent af observationerne (op til 35 procent angrebne strå i et enkelt tilfælde, ellers kun op til 5-10 procent angrebne strå). I byggen er der kun registreret angreb af bladlus i 35 procent af observationerne og med meget svage angreb (op til 10 procent angrebne strå).
Den vejledende bekæmpelsestærskel er – såfremt der ikke samtidig er behov for svampebekæmpelse – 40 procent angrebne strå frem til og med vækststadie 73, og 100 procent angrebne strå i vækststadie 74-75.
Vi anbefaler Mavrik / Lamdex med 0,1 l/ha (Kaiso sorbie 0,05 l/ha)
Bladlus i hestebønner
I hestebønner på Stevns er der i en mark observeret enkelte bladlus, men endnu ikke behov for bekæmpelse – der holdes dog øje med udviklingen i det varme vejr. Jf. registreringesnettet er der på landsplan kun registreret angreb af bedebladlus på en enkelt lokalitet (1 procent angrebne planter), mens der er fundet ærtebladlus på 5 lokaliteter (1-100 procent angrebne planter). Bladlus bekæmpes ved 10-15 procent angrebne planter og begyndende kolonidannelse. Fra praksis er meldt om enkelte tilfælde af angreb af bedebladlus i de sydlige egne.
Vi anbeg´faler 0,15-0,2 kg/ha Pirimor, 0,15-0,2 l/ha Mavrik eller 0,2-0,25 kg/ha Lamdex. Pirimor har bedst effekt og foretrækkes, især ved kraftige angreb. Bemærk, at Pirimor kun må bruges 1 gang pr. vækstsæson.
Når afgrøden blomster må Lamdex kun anvendes uden for biernes flyvetid, dvs. efter ca. kl. 21 og før kl. 03.
Bladlus i ærter
Ærterne er for de fleste marker afblomstrede, og bælgene har opnået fuld længde og begynder at svulme, så skal der kraftigere angreb til, før en bekæmpelse af ærtebladlus er rentabel. Den vejledende bekæmpelsestærskel på dette tidspunkt er 50 procent angrebne planter.
Vi anbefaler halv dosis Mavrik og Pirimor 500 WG, det vil sige 0,1 l/ha Mavrik og 0,125 kg/ha Pirimor 500 WG.