Bekæmpelse af rodukrudt i korn
Rodukrudt som tidsler, padderokker, gråbynke og agersvinemælk kan være en udfordring i mange marker.
Det er absolut sidste frist for bekæmpelse af specielt tidsler, i vårkorn før skridning. Behandlingsfristen for Metaxon er st. 39 hvor fanebladet er fuldt udviklet, men endnu ikke begyndt at strække sig. Den bedste effekt mod tidsler, padderokker og andet rodukrudt får du ved at sprøjte, når de nye skud er godt spiret frem og har fået noget størrelse, sprøjt hellere lidt for sent end for tidligt. Tidsler er følsomme, når de har fået 4-7 blade, dvs. når de er 15-25 cm. På dette tidspunkt er saftstrømmen begyndt at gå nedad og dermed bliver herbiciderne transporteret med ned i rødderne.
Der køres med 1 L/ha Metaxon og for at øge effekten af Metaxon anbefaler vi at tilsætte ammoniumsulfat. Der skal bruges 2 liter ammoniumsulfat til 1 liter metaxon sammen med 0,2 l sprede-klæbemiddel. En god temperatur vil sikre optimale virkningsforhold.
Mod skræppe (kruset) kan der anvendes Starane 333 HL og Starane XL. Bedste effekt opnås når skræppen er 15 – 20 cm høj. For Starane 333 HL må der anvendes 0,3 l/ha i vårsæd frem til stadie 45. Bruges der i stedet Starane XL er dosis 1,0 l/ha i vårbyg og vårhvede også indtil stadie 45. For havre er behandlingsfrist st. 39.
Mustang Forte har rimelig god effekt mod blandt andet agertidsel, gråbynke og svinemælk. Midlet må dog ikke anvendes efter stadie 32, dvs. når afgrøden har 2 knæ. Der er risiko for afgrødeskade, hvis man kommer for sent. Husk også restriktioner for dyrkning af følsomme afgrøder 14-24 mdr. efter anvendelsen afhængig af afgrøde. Tilsvarende er der begrænsning i anvendelse af halm fra afgrøder behandlet med Mustang Forte. Kartofler og roer kan etableres 14 mdr. efter behandling og hestebønner og andre bælgplanter 24 mdr. efter. I vårsæd er det tilladt at anvende op til 0,75 l/ha, hvilket også er en nødvendig dosis til bekæmpelse af tidsler.
Sprøjteteknik
Ved bekæmpelse af rodukrudt i korn er det nødvendigt med en sprøjteteknik, der kan sende sprøjtevæsken ned i afgrøden. Anvend derfor dyser der giver en grov forstøvning og kør med lav hastighed. Brug mindst 200 l vand pr. ha. lavdriftsdyser, refleksdyser og kompaktluftinjektionsdyser er velegnede.