Bekæmp kvik og rodukrudt før høst
Kvik og tidsel kan bekæmpes med glyphosat før høst, og det er ikke tilladt i korn til udsæd og konsum.
Før høst er kvik meget følsom over for glyphosatmidler, fordi kvikken har en stor bladmasse i forhold til mængden af underjordiske udløbere. Det giver en bedre transport af glyphosat ned i udløberne end ved sprøjtning i stub, hvor bladmassen er betydeligt mindre.
Hvis der er tidsler og andet rodukrudt, der er i god vækst, kan du også opnå god effekt mod disse.
Regler vedr. jordbearbejdning om efteråret betyder, at glyphosat først må anvendes i stub fra 1. oktober, hvor der skal etableres en vårafgrøde. Hvor der i foderafgrøder er mulighed for at anvende glyphosat mod kvik før høst, kan der opnås højere effekt.
Husk god landmandskab for anvendelse af glyphosat.
Korn til konsum
Det er ikke længere tilladt at anvende glyphosat i konsumærter, korn til malt, havre til gryn og brødkorn (rug, hvede, byg, triticale/rughvede og spelt) efter fremspiring af afgrøden (Bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen). Siden 2017 har der endvidere ved levering af maltbyg været krav fra aftagerne om, at der ikke er anvendt glyphosat før høst. Kornbranchen har derfor iværksat et stærkt skærpet kontrolprogram, der skal sikre, at den store danske maltbygeksport kan opretholdes. I maltbyg af høst 2017 og 2018 har der været meget få fund af glyphosat.
Korn til udsæd
Korn beregnet til udsæd må, ifølge kontrakt om fremavl, ikke behandles med glyphosatmidler før høst. Glyphosat medfører en vis andel unormale spirer, og der er risiko for at nedsætte vitaliteten.
Sprøjtetidspunkt
Du skal sprøjte, når kornet er så modent, at kernerne vanskeligt kan deles med en negl. Dette udviklingstrin nås normalt 2-3 uger før forventet høsttidspunkt. Vandindholdet i afgrøden vil da være under 30 procent. Sprøjtning bør altid ske så tidligt, at der ikke opstår problemer med at overholde behandlingsfristen på 10 dage.
Forhold under sprøjtning
Du bør udføre behandling om morgenen for at udnytte luftfugtigheden – men ikke på drivvåde planter. For de fleste produkters vedkommende må der ikke falde regn inden for de følgende 4-6 timer.
Roundup Flex og Roundup PowerMax, som optages hurtigere og angives at være regnfast efter hhv. 4 og 1 time, er velegnede midler i en periode med risiko for nedbør.
Vandmængden bør, når forholdene tillader det, ikke være over 150 liter pr. hektar. Kørehastigheden bør maksimalt være 6-7 km pr. time, således at sprøjtevæsken kan trænge ned i afgrøden. Ved risiko for afdrift kan vandmængden øges til 180 liter pr. ha.
Valg af middel og dosis
Et sammendrag af middeloplysninger for aktuelt markedsførte produkter er vist i tabel 1.
Tabel 1, Oversigt over aktuelt markedsført glyphosatmidler.
Middel | Max. dosis i korn før høst, l/ha (g/ha) | Gram glyphosat pr. l | Afstand til vandmiljø, m | Regnfasthed, timer |
Barclay Gallup Super | 3,0 (1080) | 360 | Ingen | 6 |
Glyfonova 450 Plus | 2,4 (1080) | 450 | Ingen | 6 |
Glyphomax HL | 2,25 (1080) | 480 | 2 | 6 |
Glypper | 3,0 (1080) | 360 | 10 | 6 |
Roundup Bio | 3,0 (1080) | 360 | 2 | 6 |
Roundup Flex | 3,0 (1440) | 480 | 2 | 4 |
Roundup PowerMax | 2,0 kg(1440) | 720 | Ingen | 1 (4) |
Mod kvik før høst anbefales ca. 1000 g aktivstof pr. hektar. Dosis kan finjusteres efter mængden af kvik. Ved tørkestress, hvor kvikkens blade er sammenrullede, bør bekæmpelse udsættes til efter høst.
Tidsler, svinemælk og andre rodukrudtsarter kan også bekæmpes med glyphosat, men tokimbladede arter kræver generelt en højere dosering af glyphosat end kvik. Roundup Flex og Roundup PowerMax har som de eneste glyphosatprodukter en maks. dosis før høst på 1440 gram pr. ha. Ingen af de øvrige produkter har pt. vejledning om at anvende en højere dosis mod tidsler og andet tokimbladet rodukrudt.
En forudsætning for god effekt mod tidsler og andre rodukrudtsarter er, at de er i aktiv vækst, ikke mindst når den mulige dosis (1080 g/ha) er i underkanten. Det vil sige, at plantematerialet ser friskt og grønt ud. Er planterne tørre og visne, vil en bekæmpelse med glyphosat på genvækst i stub ofte være et bedre valg.
Additiver
For at sikre optimal effekt af glyphosatprodukter tilsættes1,0-2,0 kg teknisk ren ammoniumsulfat eller tilsvarende mængde flydende ammoniumsulfatopløsning (svovlsur ammoniak) + 0,2 liter spredeklæbemiddel pr. hektar.
NovaBalance, pH-Fix 5 og X-Change er eksempler på additiver, der ligesom ammoniumsulfat ophæver effekten af hårdt vand. Additivet tilsættes med 0,5-2 liter pr. 1000 liter sprøjtevæske afhængig af vandets hårdhed, jævnfør brugsanvisningen for det enkelte additiv.
Roundup Flex og Roundup PowerMax er nye formuleringer, som markedsføres uden tilsætning af additiver. Forsøg viser at effekten også af disse formuleringer ved lav dosis øges ved tilsætning af ammoniumsulfat og spredeklæbemiddel. Dette er særligt tilfældet ved lave doseringer.
Sideeffekter
Samtidig med bekæmpelsen af kvik og rodukrudt vil behandlingen sikre nedvisning af bundgræs og grønskud. Erfaringerne har vist, at “den grønne bro” bliver brudt med mindre risiko for angreb af bladlus, der spreder havrerødsot i efterfølgende vintersædsafgrøder. Mod grønskud alene vil 1,5-2 l glyphosat (360 g/l) være tilstrækkelig.
Pas på markkanterne!
Nedvisning af markens kanter giver muligheder for invasion af besværlige ukrudtsarter som gold hejre, blød hejre og burresnerre. Bevar derfor en stabil græskant af flerårige græsser – vær omhyggelig og undgå at sprøjte markkanten. Brug altid grov forstøvning, fx kompakte luftinjektionsdyser, når du sprøjter langs markkanterne og luk den yderste dyse, ikke mindst i høje afgrøder, hvor bommen er høj og derfor let rammer uden for markkanten.