Bælgfrugter hitter i høsten
Arealerne med ærter, hestebønner og lupin boomer og er mangedoblet siden 2015. De populære planteproteiner kan erstatte kød på middagsbordet, skriver Landbrugsstyrelsen på deres hjemmeside.
Mens mejetærskerne snurrer i sommervarmen og høster tonsvis af hvede, byg og rug, så gemmer høsten i år også på en ny tendens: Bælgfrugterne, der er gode til plantebaseret kost, breder sig i det danske landbrugsland. Det viser nye tal fra Landbrugsstyrelsen.
Siden 2015 er arealet med ærter fordoblet, i samme periode er hestebønner tredoblet og lupinerne fylder i dag elleve gange så meget på de danske marker som for seks år siden.
– Det er faktisk sjældent, vi ser afgrøder, der mangedobles over så kort tid. Vi kan se, at lupin har været stigende de seneste par år, og i år er den mangedoblet. Vi ved, at lupin og hestebønner er populær hos flere økologer, der bruger dem til at fodre deres dyr og dermed skære ned på forbruget af importeret soja, siger teamleder i Landbrugsstyrelsen Peter Byrial Dalsgaard.
Bælgfrugter på menuen
Men den nye tendens på markerne harmonerer også med den grønne bølge på mange middagstallerkner. I begyndelse af året fik danskerne nye kostråd fra Fødevareministeriet. Et af de nye råd er at spise cirka 100 gram bælgfrugter om dagen, og det kan for eksempel være hestebønner.
– Der er ingen tvivl om, at når der kommer nye kostråd, der fremhæver bælgfrugternes gode egenskaber, så øger det opmærksomheden på de mange alternativer til protein fra kød, der både dyrkes og udvikles lige nu, siger Peter Byrial Dalsgaard.
Til nogle plantebaserede fødevarer bliver selve proteinerne i bælgfrugterne trukket ud, så de kan blive til mange forskellige varianter af plantebaseret kost. Hestebønner og ærter ryger ikke nødvendigvis direkte på tallerkenen, fordi afgrøderne i vid udstrækning anvendes til foder.
Et spirende marked
Stigningen i både dyrkningen og interessen for planteproteiner er ikke et unikt dansk fænomen. På europæisk plan er den plantebaserede fødevareindustri vokset med 49 procent de seneste to år.
Plantebaseret kost har også politikernes opmærksomhed. I marts valgte regeringen og dens støttepartier at afsætte 20 millioner kroner over fire år til at støtte projekter, der skal fremme økologiske, plantebaserede fødevarer.
FAKTA om udviklingen for bælgplanter
Afgrødenavn |
Areal i hektar 2015 |
Areal i hektar 2021 |
Stigning i procent |
Ærter |
4.675 |
9.579 |
105 |
Hestebønner |
6.924 |
22.157 |
220 |
Sødlupin |
243 |
2.705 |
1.013 |