Antallet af ledige stillinger stiger fortsat
Antallet af ledige stillinger i den private sektor steg i andet kvartal med 2.800 til 71.400, når der er korrigeret for sæsonudsving. Stigningen fra de foregående syv kvartaler er dermed fortsat.
Antallet af ledige stillinger er fordoblet i forhold til starten af 2020 umiddelbart før den første COVID-19-nedlukning, der medførte et markant fald. Andelen af ledige stillinger udgjorde i andet kvartal 3,7 pct. af samtlige stillinger, hvilket er uændret i forhold til første kvartal.