Anne Arhnung har opsagt sin stilling i Landbrug & Fødevarer
Landbrug & Fødevarers administrerende direktør Anne Lawaetz Arhnung har opsagt sin stilling. Det sker efter den seneste tids afdækning af krænkelser i DanBred, som Landbrug & Fødevarer ejer 51 procent af aktierne i. L&F’s Fællesformandskab har nu besluttet at udnævne Flemming Nør-Pedersen til konstitueret adm. direktør. Det skriver organisationen på deres hjemmeside.
Formand Søren Søndergaard modtager Anne Lawaetz Arhnungs opsigelse med beklagelse:
– Jeg har modtaget Anne Lawaetz Arhnungs opsigelse som følge af håndteringen af Danbred-sagen. En beslutning, jeg modtager med beklagelse, men som jeg også har forståelse for. Det har været en svær tid. Også for Anne, der i væsentlig grad er blevet personificeret med sagen og dens håndtering, men som jeg har sagt før, er det hele ledelsens ansvar.
Han fortsætter:
– På vegne af den samlede ledelse i Landbrug & Fødevarer har jeg givet en uforbeholden undskyldning i sagen. Sagen skulle have været håndteret helt anderledes hos os. Vi skulle have grebet ind langt tidligere. De forkerte beslutninger bærer vi et fælles ansvar for i Landbrug & Fødevarers ledelse, og man kan og skal forvente mere af os.
Anne Lawaetz Arhnung har været ansat i Landbrug & Fødevarer i 25 år, har siddet i organisationens direktion i ni år og været adm. direktør de seneste tre år. Organisationens Fællesformandskab har besluttet, at Flemming Nør-Pedersen konstitueres som adm. direktør. Han har været medlem af Landbrug & Fødevarers direktion siden 2012 og har i dag ansvaret for afdelingen Medlemmer og Markeder.