Aktuelt i marken uge 42
Aktuelt om vintersæd, vinterraps, brak, permanent græs & efterafgrøder.
Lus i vintersæd
Der findes i øjeblikket bladlus i store dele af de tidligt såede vintersædsmarker.
Bekæmpelse af bladlus er først aktuel når vintersæden har 3-4 blade, og hvis der samtidig findes lus på 2-3% af planterne.
Løsningsforslag
Vingede bladlus starter sin indflyvning ved 170 graddage. Her er appen BYDV Assist et godt beslutningsstøtteværktøj, til at beregne graddagene.
Mavrik er mest skånsom overfor nyttedyr, men bør ikke blandes med Mateno Duo da det kan resultere i en udfældning. Udføres lusebekæmpelse i forbindelse med udbringning af Mateno Duo anbefales det derfor at anvende Kaiso Sorbie.
Virkningstiden for lusesprøjtningen er cirka 14 dage.
Vinterraps
Belkar
For dem der har valgt at kører en splitstrategi er det tid til at overveje om man skal kører 2. sprøjtning.
Belkars effekt på kamiller kan stables. Det vil sige, at man får samme effekt af 2 x 0,25, som ved 1 x 0,5.
De store kamiller der ikke er gået til af første sprøjtning med 0,25 l, vil gå til ved anden sprøjtning.
Overvej om det er nødvendigt at behandle hele marken 2. gang, eller om man kan nøjes med foragre, eller andre områder i marken.
Vi anbefaler altid en 2-delt strategi i marker med uens fremspiring, og i marker med langsom vækst.
kører man en strategi med 1 behandling med en dosering på 0,4-0,5l vil rapsen de fleste steder have nået en størrelse hvor en behandling er aktuel.
Der bør altid gå 7 dage i mellem Belkar behandling og behandlinger med spildkorns, -svampe- og vækstreguleringsmidler.
Rapsjordloppens larver
Vi anbefaler bekæmpelse af rapsjordloppens larver i alle vinterrapsmarker da angreb kan være meget tabsvoldende.
Løsningsforslag
Bekæmpelsen skal foretages medio oktober. Mange kan være fristet til at vente til en eventuel bekæmpelse med Kerb i november, men det er forbunden med en større risiko. Rapsjordloppens larve søger ind i stængel når det bliver koldt, og bekæmpelsen skal foretages inden dette sker, for at sikre optimal effekt.
Omdriftsgræs (brak) og permanent græs
Trafiklyset er åbnet
Husk at trafiklyset er åbnet, og at du nu kan tjekke om dine marker er gule inde på InternetMarkkort på TastSelv, under fanen ”markkort”, her vælger du ”korttema” og derefter ”marker”, hvor ”egettrafiklys” ligger.
Du kan med fordel også benytte dig af landbrugsstyrelsens app, via et af følgende links:
- Google Play (https://play.google.com/store/search?q=landbrugsstyrelsen&c=apps)
- App Store (https://apps.apple.com/us/app/landbrugsstyrelsen/id1496340607)
Der er tale om arealer, med omdriftsgræs, eller permanent græs, som skal være slået eller afgræsset inden 25. oktober, for at opfylde aktivitetskravet.
Hvis dine marker lyser gule, og ikke opfylder kravet, vil den/de blive røde fra d. 11. oktober, hvorefter du har indtil d. 25. oktober til at indsende dit høringssvar.
Det anbefales at indsende det antal billeder, der er tilstrækkeligt til at belyse markens støtteberettigelse, hellere flere billeder end nødvendigt end for få billeder.
Du kan finde en kvikguide til brug af Landbrugsstyrelsens app ved at klikke på de markerede ord.
Kontakt din planteavlskonsulent hvis du har brug for hjælp til at tjekke Trafiklyset eller hjælp til at tage billeder til et høringssvar.
Nedvisning af efterafgrøder
Det er tilladt at nedvisne sine efterafgrøder fra d. 20. oktober eller senere afhængigt af såtidspunktet og efterafgrødetypen.
Vurder det reelle behov for nedvisning eller om det ”bare” er for at vælte den korsblomstrede efterafgrøde for nemmere at kunne pløje dem ned.
Brug Glyphosat målrettet og med omtanke, gerne der hvor der er udfordringer med rodukrudt og græsukrudt. For god effekt sprøjtes der når planterne er i god vækst, så transporten af Glyphosat kommer rundt i planten.
Anvend stor vandmængde 180-200l samt en god dråbestørrelse for at sikre at sprøjtevæsken trænger ned i en kraftig efterafgrøde.
For et sikre en optimal effekt tilsættes altid ammoniumsulfat eller pH-regulerende additiv svarende til vandmængden.
Regler for jordbearbejdning i efteråret
Du kan læse i tidligere skriv omkring reglerne for jordbearbejdning i efteråret, ved at følge linket her