Aktuelt i marken uge 27
Svampebekæmpelse er afsluttet i kornafgrøderne og registreringerne er nu afsluttet for i år.
Tjek dine hestebønner og roer for lus!
I denne uge er sidste registrering af sygdomme foretaget for i år i vinterhvede, vårbyg, havre og rajgræs. Svampebekæmpelse er ikke længere aktuelt, men registreringerne er lavet for at følge udviklingen sidst på sæsonen.
Vinterhvede
Hveden er de fleste steder i st. 75, alle kerner er fuldt udviklede og indholdet er mælket og let grynet. Grundet regnen har Septoria og brunrust spredt sig. Der er fundet en smule gulrust, ca. 10 procent i de ubehandlede marker og mest i Heerup. Angreb af bladlus er også fortsat svage.
Vårbyg
Vårbyg er ca. i st. 73, tidligt mælkemodent stadie. Bygrust er stadig den sygdom der er mest udbredt. Dernæst Bygbladplet hvor RGT Planet er mest ramt. Ramularia er også begyndt at dukke op i enkelte marker. Angreb af bladlus er også fortsat svage.
Havre
Havre er også ca. i st. 73, tidligt mælkemodent stadie. Meldug har spredt sig, og sorten Delfin er fortsat resistent. Der er fundet kronrust i sorten Caddy, svage angreb i Lion og ubetydelige angreb i Symphony. Angreb af bladlus er også fortsat svage.
Alm. rajgræs
Rajgræs er nu i st. 72 de fleste steder, de første kerner har nået halv størrelse og kernens indhold er vandigt til mælket. Der er stadig ikke fundet sortrust. Enkelte marker har rigtig mange agersnegle og det fugtige vejr har betydning for antallet af snegle til efteråret.
Hestebønner
Hestebønner er efterhånden afblomstret. Vikkeskimmel ses mange steder, men de godkendte midler har ikke særlig god effekt. Chokoladeplet har også bredt sig, grundet det fugtige vejr og der er udløst bekæmpelse i flere marker. Der er registreret få tilfælde af hestebønne rust og ingen angreb af hestebønnebladplet. Bekæmpelse sker ved 5-10 % angrebne planter.
Chokoladeplet behandles med 0,5 l/ha eller 2 x 0,3-0,4 l/ha Pictor Active (sprøjtefrist st. 75) med ca. to ugers mellemrum.
Rust behandles med 0,6 l/ha Orius Max 200 EW (sprøjtefrist st. 69) eller med 2 x 0,4-0,5 l/ha Orius Max 200 EW med ca. to ugers mellemrum.
Hold øje med om der er lus i jeres marker. Der er fundet bedebladlus i enkelte marker og ærtebladlus er registreret i ca. 25 procent af markerne.
Bekæmpelsestærsklen for bedebladlus er 10-15 % planter med bladlus og begyndende kolonidannelse frem til hestebønnerne har fuld bælglængde.
Bedebladlus bekæmpes bedst ved 0,15-0,2 kg/ha Pirimor. Alternativt anvendes 0,15-0,2 l/ha Mavrik eller 0,2-0,25 kg/ha Lamdex.
Pirimor må kun anvendes én gang pr. vækstsæson.
Roer
Det er vigtigt du kommer ud og ser efter ferskenbladlus de kommende dage. Der er nemlig udløst bekæmpelse i vores område og du skal være særlig opmærksom hvis du har omsået dine roer.
De grønne ferskenbladlus sidder enkeltvis på bagsiden af de ældre og store blade. Faren ved ferskenbladlus er, at de kan overføre virusgulsot, som sænker udbyttet.
Skadetærskel for ferskenbladlus er 1 uvinget bladlus pr. 10 planter og fra 12-16 løvbladsstadiet 1uvinget bladlus pr. plante.
Ved overskridelse af skadetærskel foretages bekæmpelse med 0,20 – 0,28 kg/ha Pirimor 500 WG eller 0,1-0,14 kg/ha Teppeki i min. 250 l vand pr. ha.