Aktuelt i marken uge 24
Vejret – Sygdomme i hvede – Sygdomme, vækstregulering og skadedyr i vårbyg
Vi ser en kraftig udvikling i alle afgrøder – hveden er ved at være gennemskredet i de fleste sorter, vårbyg er i begyndende skridning, ærter har startet blomstring flere steder og frøgræsmarkene støver godt.
Det er derfor tid at få afsluttet svampesprøjtningerne i hvede og vårbyg og senere følger vårhvede og havre som er knap så langt fremme som vårbyggen.
Vejret
Vejrudsigten lover meget varmt vejr – hedebølge – de kommende dage, så her skal man være forsigtig med sprøjtninger i afgrøderne midt på dagen – kør helst aften, nat eller tidlig morgen og ikke mellem kl 10 og 15. Afgrøderne stresses af de høje temperaturer og ’går i dvale’ midt på dagen for at reducere vandtab og er derfor ikke i aktiv vækst. Det giver for dårlig optagelse af sprøjtevæsken og øger samtidig tab af sprøjtvæske ved for fordampning og afdrift.
Hvede
Septoria er den helt dominerende svamp vi ser i hvedemarkerne i år. Men med veludførte sprøjtninger er de fleste marker fri for septoria på de 2 øverste blade, som har størst betydning for det samlede udbytte. Gulrust ser vi nu i flere sorter i vores område – Sheriff, Heerup, KWS Lilli, Benchmark og et enkelt fund i Momentum. Vær opmærksom på evt udvikling af gulrust den kommende tid. Brunrust er ikke fundet nogen steder endnu, men brunrust breder sig især ved høje temperaturer som forventes den kommende uge, så vær opmærksom på udviklingen i markerne. Alle sorter på markedet er modtagelige for angreb af brunrust, men det er ikke hvert år vi ser den. I år med betydende angreb, har sen supplerende bekæmpelse af brunrust i st. 71 givet ca 4 hkg/ha i bruttomerudbytte.
Det relativt tørre vejr de seneste 2 uger har ikke givet ret meget ny smitte af septoria. Med en velplaceret fanebladsprøjtning for 2-3 uger siden burde der være godt styr på septoria.
Den afsluttende svampesprøjtning som vi anbefaler udført i disse dage, vil have effekt på både septoria, gul- og brunrust og evt angreb af hvedebladplet.
En blanding af Propulse og Orius vil dækker godt af for alle sygdomme.
- Anbefaling: 0,25 – 0,35 l/ha Propulse + 0,25 – 0,3 l/ha Orius Max
Laveste dosis i de resistente sorter.
Vær opmærksom på sprøjtefristen for Propulse som er stadie 61 – begyndende blomstring.
I marker med lavt sygdomstryk og mindre modtagelige sorter, vil en behandling med Folicur Xpert, Prosaro eller Proline Xpert i mange tilfælde være tilstrækkelig.
- Anbefaling: 0,3-0,4 l/ha på fuldt gennemskredet aks.
Vi ser og hører ikke om fund af lus i hvede på Sjælland, men vær opmærksom på udvikling i markerne i det lune vejr den kommende tid.
Hvis der alligevel findes lus kan bekæmpelse udføres med Lamdex eller Mavrik.
- Anbefaling: 0,1 – 0,15 l/ha Lamdex eller 0,1 l/ha Mavrik
Vårbyg
Skoldplet og i mindre grad bladplet er det vi mest ser i vårbyggen. Særligt i marker med forfrugt byg og reduceret jordbearbejdning. RGT Planet er mest angrebet Enkelte steder er fundet rust.
Bygbladplet og skoldplet bekæmpes frem til blomstring ved mere end 25 % angrebne planter.
Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter frem til blomstring ved over 10 procent angrebne planter.
Til bekæmpelse omkring skridning anbefaler vi en blanding af 0,25-0,35 l Propulse blandet med 0,1-0,2 l Folicur Xpert eller blandet med 0,15-0,25 l Orius Max eller blandet med 0,15-0,25 l Comet Pro. Ved meget skoldplet bruges de højeste doser.
- Anbefaling: 0,25-0,35 l/ha Propulse + 0,15-0,25 l/ha Orius Max eller 0,15-0,25 l/ha Comet Pro.
Højeste dosis anvendes ved meget skoldplet.
Vækstregulering i vårbyg
Mange tilsætter Cerone til svampesprøjtningen ved begyndende skridning i vårbyg for at reducere risiko for aksnedknækning. Men Cerone kan være ret hård ved afgrøden når temperaturen er over 22-23 grader og anbefales ikke på meget varme dage.
Særligt på lettere jord, hvor begyndende tørkepletter kan ses, er der risiko for skade.
Hvis Cerone alligevel anvendes i disse dage, bør sprøjtning kun udføres aften, nat eller tidlig morgen og vi anbefaler ikke over 0,15 l/ha.
Skadedyr i vårbyg
Lus og kornbladbillens larve findes flere steder. Både de vingede moderlus og deres afkom. Kornbladbillens larve rasper de velkendte striber på bladene, se billeder herunder.
Kornbladbillens larve til venstre og bladlus til højre
Bekæmpelse af kornbladbillens larve anbefales ved mere end 0,5-1 larve pr aksbærende strå frem til begyndende skridning.
- Anbefaling: 0,15 l/ha Lamdex