Aktuelt i marken uge 22
Læs om udviklingen af svampesygdomme i de forskellige afgrøder, svampemidler der er på vej ud og risikoen for haglskader.
Svampemidler udgår
Mange af vores mest anvendte svampemidler bliver forbudt at anvende og havde stående på bedriften pr. 31. december 2022. Derfor skal man sørge for, at få brugt midlerne i den rigtige rækkefølge til de sidste svampesprøjtninger i både hvede og vårbyg. Mange steder har der ikke været behov for en tidlig svampebekæmpelse og der står måske nogle lagre, som skal bruges op inden årsskiftet. De mest brugte midler der udgår er:
- Orius Max
- Folicur Xpert
- Prosaro EC
- Proline Xpert
Bemærk at overnstående midler kommer på markedet igen med nye “efternavne” OG nye triazolregler. Midlerne vil derfor fortsat være på markedet og det er vigtigt, at man skelner mellem nye og gamle etiketter, da de gamle bliver forbudt og de nye har skærpede triazolregler, også hvis de tages i brug i 2022.
Afslå græsukrudt
Det er på nuværende tidspunkt til at se om der er pletter i marken med meget græsukrudt, der ikke er blevet bekæmpet tidligere i vækstsæsonen. Vi opfordre til at disse pletter enten bliver slået af eller plukket. Flere græsser blomstrer nu og senest 14 dage efter blomstring skal de være fjernet for at undgå yderligere spredning/opformering i markerne.
Haglskader
Vi har flere steder i vores del af landet fået kraftige haglbyger i den seneste uge, vær derfor opmærksom på skader i afgrøden og få dem meldt til forsikringen. I kornet vil et ødelagt faneblad nemt kunne koste udbytte. I rapsen kan skulper være slået af, eller skadet i overfladen. Om de skader vil koste udbytte vil afhænge af vejr og skadedyr videre frem i vækstsæsonen. Omsået roemarker er også udsat ved haglbygerne.
Vinterhvede
Vinterhveden er gennemsnitligt nået st. 50 som er begyndende skridning, så det er gået stærkt den seneste uge. Der er fundet enkelte tilfælde af gulrust i modtagelige sorter som Heerup, Graham og Momentum. Meldug bekæmpes frem til vækststadie 40, hvilket vi er forbi og bekæmpelse er derfor ikke længere aktuel. Angreb af septoria er fortsat på et lavt niveau, men med det vand der er kommet og kommer nu, må vi forvente øget smitte. Vær opmærksom på, at der går 3 uger fra smitten er sket, til vi kan se symptomerne.
Til den sidste aksbehandling anbefales 0,25-0,4 l Propulse blandet med f.eks. 0,15-0,2 l Folicur Xpert/Prosaro EC 250 eller 0,2-0,25 l Orius Max afhængig af sort og smittetryk/nedbør. De højeste doser anbefales kun i de mest modtagelige sorter i områder med mest nedbør. Vær opmærksom på sprøjtefrister, Propulse må ikke bruges senere end stadie 61, begyndense blomstring og triazolerne Orius Max, FolicurXpert og Prosaro må ikke bruges senere end stadie 69, blomstring afsluttet.
I de mindst modtagelige sorter og hvor markerne ser meget rene ud, også i bunden af afgrøden, kan behandling i st. 39 måske være sidste sprøjtning, hvis der er anvendt mindst 0,5-0,6 l Balaya.
Der er endnu ikke fundet brunrust, men vær opmærksom på om det kommer i de modtagelige sorter som er Pondus, Kvium, Graham, KWS Lili, RGT Saki og Colosseum. Brug i disse sorter f.eks. Orius Max som blandingspartner i sidste behandling, der er god til at bekæmpe rust.
Vi har fået flere spørgsmål på om man i år burde dele den sidste aksbeskytelse, så der køres en såkaldt T4 sprøjtning. De landsforsøg der har testet dette viser, at en sådan sprøjtning ikke er rentabel. Med det vejr vi har set de seneste år, hvor det starter tørt og vandet så falder nu og måske også i høst, giver det selvfølgelig anledning til at holde øje med behovet. De mest dyrkede sorter idag er også væsentlig sundere på septoria og gulrust end de var få år tilbage, så der er bestemt grund for at følge udviklingen i marken. Hvis i overvejer en T4 sprøjtning så brug den lave dosis til aksbeskyttelsen på 0,25 L/ha Propulse + 0,2 L/ha FolicurXper/Prosaro/Orius Max og følg op ved behov med 0,2 L/ha FolicurXper/Prosaro/Orius Max inden blomstringen er afsluttet.
Igen i år er vi med i registreringsnettet og indberetter hvedegalmyg. Der er fanget få galmyg i fælderne i den seneste uge. Galmyggen flyver helst i “grill-vejr”, så det vejr vi har disse dage er ikke gunstigt for galmyggen. Hveden er følsom for angreb af galmyg frem til begyndende blomstring. Følgende sorter er dog resistent overfor angreb af galmyggen og vil derfor ikke havde behov for bekæmpelse Champion, Heerup, KWS Firefly, KWS Scimitar, LG Initial, LG Skyscraper, Pondus, RGT Bairstow, RGT Saki, SY Insitor og Sheriff.
Vinterbyg
Vinterbyggen er i gennemsnit i st. 67 tæt på afblomstring og dem der er længst fremme i registreringerne er i stadie 71 hvor indholdet af kernen er vandagtigt. Langt de fleste steder er afsluttende behandling foretaget og sprøjtefristerne for en del af midlerne er overskredet. Har du en vinterbyg der endnu ikke er behandlet og fortsat blomstre anbefaler vi 0,3 L/ha Proline.
Bygrust og dernæst skoldplet er mest udbredt. Bygrust har igen bredt sig en del i den forløbne uge. Skoldplet har bredt sig mindre, men nedbøren den seneste tid vil fremme udviklingen. Der er endnu ingen Ramularia af betydning.
Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter ved over 10 procent angrebne planter frem til vækststadie 65 (blomstring).
Mest skoldplet er fortsat fundet i Neptun og Bordeaux. Behovet for bekæmpelse af skoldplet fastlægges ved at tælle dage med nedbør. I sorterne Neptun (ekstrem modtagelig) og modtagelige sorter som Comeback, Valerie, Bordeaux, KWS Patriot og KWS Wallace anbefales bekæmpelse ved over 10 procent angrebne planter og mindst 6 dage med nedbør i vækststadie frem til 65 (blomstring). I marker med forfrugt byg og samtidig reduceret jordbearbejdning er tærsklen lavere.
Vinterrug
Vinterrug er i gennemsnit i st. 64, under blomstring. Brunrust har bredt sig lidt den seneste uge, men angrebene er fortsat svage. Brunrust fremmes af varmt vejr (15-22⁰C) og bladfugt. Fra smitten sker til symptomerne ses går der ned til 5-6 dage. Er der smitte i marken og udsigt til vand ved afsluttende blomstring vil vi anbefale at køre 0,3-0,35 l/ha Prosaro EC 250. Dog anbefales det ikke at køre i rug under blomstring, da det giver risiko for udvikling af meldrøjer.
Triticale
Triticale er omkring st. 59 hvor akset er fuldt gennemskredet og dem der er længst i registreringerne har afsluttet blomstring. Der er fortsat udløst bekæmpelse af både gulrust og Meldug i begge de to sorter der er med i registreringsnettet, Cappricia og Trias. Du skal dog være mest opmærksom på sorten Cappricia. Bekæmpelse af gulrust sker ved 1% angrebne planter. Der er også registreret meldug i Cappricia, men der er ikke udløst bekæmpelse. Meldug bekæmpes frem til begyndende blomstring ved over 50 % angrebne planter og under blomstring ved over 75 % angrebne planter.
Til bekæmpelse af både gulrust og meldug anbefales 0,3 l/ha Orius Max eller 0,25 l/ha Folicur Xpert.
Vårbyg
Det gennemsnitlige vækststadie er 38 hvor fanebladet er tæt på at være fuldt udviklet, mens de marker der er længst fremme er i stadie 49 hvor første stak er synlige. Angrebene er fortsat svage. Bygbladplet og bygrust er mest udbredt og der er kun lidt skoldplet. Der er udløst bygrustbekæmpelse i 1 procent af markerne.
Bygbladplet bekæmpes i meget modtagelige sorter (RGT Planet, Applaus) ved over 10-25 procent angrebne planter og i de øvrige modtagelige sorter ved over 25 procent angrebne planter. Bygrust bekæmpes i modtagelige sorter ved over 10 procent angrebne planter.
Behovet for at bekæmpe skoldplet fastlægges ved at tælle dage med nedbør fra vækststadie 31 (1 knæ udviklet), ligesom der skal være mindst 10 procent angrebne planter. 5 dage med nedbør udløser behandling i modtagelige sorter. I marker med forfrugt byg og samtidig reduceret jordbearbejdning er tærsklen lavere.
Mange steder har der endnu ikke været behov for en svampebekæmpelse og i de marker der er længst fremme, vil man med stor sandsynlighed kunne vente med at køre til stakken er ca 1 cm fremme og så køre en afsluttende behandling der. Har I kørt en tidlig behandling så vent de ca 10 dage behandlingen holder + nogle dage med regn efter virkningen er sluppet op, før der er behov for at køre en afsluttende behandling formentlig omkring skridning.
Ved behov for svampebekæmpelse omkring skridning anbefales Propulse-holdige løsninger, hvor dosis fastlægges efter smittetryk. Anvend afhængig af smittetryk i intervallet 0,25-0,35 l Propulse blandet med f.eks. 0,15-0,25 l Orius Max/Comet Pro. Vil man være sikker på at få de gamle triazoler opbrugt, kan i stedet for Propulse også anvendes 0,25-0,35 l Prosaro eller Proline Xpert blandet med 0,15-0,2 l Comet Pro.
Der er kun fundet angreb af bladlus på en enkelt lokalitet i registreringsnettet med meget svage angreb. Angrebene af kornbladbillelarver er også overvejende svage med op til 10 procent strå med larver. Kornbladbiller bekæmpes ved 0,5-1,0 larve pr. aksbærende strå indtil omkring begyndende skridning.
Havre
Havre er omkring st.37 hvor spidsen af fanebladet er synligt og de marker der er længst fremme er i stadie 45. Der er kun fundet meldug i 5 procent af observationerne og med op til 1 procent angrebne planter. Meldug anbefales bekæmpet ved over 50-75 procent angrebne planter. Sorten Delfin er resistent mod meldug.
Angrebene af bladlus er meget svage, og der er kun fundet op til 2 procent angrebne strå. Angrebene af kornbladbillelarver er også overvejende svage med op til 10 procent strå med larver. Kornbladbiller bekæmpes ved 0,5-1,0 larve pr. aksbærende strå indtil omkring begyndende skridning.
Alm. Rajgræs
Rajgræs er omkring st. 57 dvs. under skridning. Der er registreret svage angreb af kronrust og meldug. Der anbefales ofte behandling i slutningen af fanebladets udvikling, som vi er forbi og så igen ved stadie 69, hvor blomstringen er afsluttet.
Til bekæmpelse kan anvendes f.eks. 0,2-0,25 l Entargo blandet med 0,25-0,3 l Folicur Xpert. Der kan også anvendes 0,25-0,3 l Comet Pro blandet med 0,2-0,25 l Folicur Xpert. Bemærk at Orius Max senest må anvendes under skridning (vækststadie 55) og derfor ikke er nævnt. Balaya må heller ikke længere anvendes (må senest anvendes 31. maj).