Aktuelt i marken uge 22
Plantenyt
Smittetrykket er fortsat lavt i afgrøderne, når det gælder bladsvampe, og skadedyr ser vi heller ikke betydende angreb af. Det gælder både i markerne og i registreringsnettet i forsøgsmarken.
Vinterhvede
Fanebladssprøjtningen i vinterhvede (T2 sprøjtningen) er udført de fleste steder. Har du endnu ikke fået udført denne sprøjtning, skal det gøres nu. Langt den overvejende del af kerneindlejringen produceres af fanebladet, og det er vigtigt det holdes intakt. For løsningsforslag se evt. sidste uges aktuelt i marken uge 21.
Hvedegalmyg
Vi følger forekomsten af hvedegalmyg via feromonfælder som aflæses to gange om ugen. Vi har endnu ikke set nogen forekomst, og heller ikke fra det øvrige land har vi meldinger om hvedegalmyg.
Hveden er modtagelig i perioden vækststadium 43 (svulmning af fanebladets bladskede) til 61 (begyndende blomstring). Tidlige angreb er mest tabsvoldende.
Følgende sorter er resistente mod den orange-gule hvedegalmyg:
Sheriff, Kalmar, Heerup, KWS Scimitar, LG Skyscraper, KWS Firefly, LG Mocca og RGT Universe. Bekæmpelse er ikke aktuel i disse sorter.
Galmyggene har de bedste betingelser for at komme op af jorden, hvis jorden er fugtig op til skridningen. De har de bedste betingelser for æglægning i hveden, hvis det er vindstille og lunt vejr (“grill-vejr”) omkring skridning. Aktiviteten er størst om aftenen, hvor lysstyrken falder.
Vårbyg
Byggen er de fleste steder i st. 31 (første knæ er synligt) (se billede),
og mange har brugt det gode vejr til at vækstregulere de mest blødstråede sorter som Laurete eller RGT Planet med Terpal eller et Moddus-produkt (se evt. aktuelt i marken uge 21).
Skal du ud at vækstregulere nu, kan det være relevant at medtage lidt svampemiddel (Orius Max, Fulicur Xpert eller Comet Pro), når der alligevel køres i marken.
Især i sorten RGT Planet skal du være opmærksom på bygbladplet. Tjek marken, hvis det ikke allerede er gjort. Det er den eneste sort, hvor svampeangreb har udløst en specifik svampebekæmpelse nu med 0,25 l/ha Comet Pro, fordi mere end 10 pct. planter var angrebet.
Vårhvede
I de få vårhvedemarker vi har i området, er det tid at bekæmpe bygfluer.
Bygfluens flyvningen er startet, og angreb af dens larve skal forebygges. Vi vil normalt anbefale 2-3 sprøjtninger med 0,2 Karate 2,5 WG/ha. Virkningstiden af en sprøjtning er 10-12 dage, og flyvningen foregår i perioden fra 20. – 25. maj og ca. 3 uger frem.