Aktuelt i marken uge 16
Det først såede vårsæd er begyndt at sætte spirer og vil med den varme vi har nu snart komme op af jorden.
”Billede: Fremspirende vårbyg af sorten Feedway
Såning af vårsæd
Forårs vejret har med skiftevis frost og regn kun givet relativt få dage hvor det har været optimalt at så vårsæd, og mange mangler stadig at så en del vårsæd. Da vi er sent på året, har såning af vårsæd top prioritet frem for andre opgaver. Såbeddet bør dog være tilpas tørt og tjenligt, da vårbyg er følsom for strukturskade, hvilket giver en dårlig buskning og dårlig konkurrenceevne overfor ukrudt og et mindsket udbytte. Udsættelse af såtidspunket i vårsæd giver også lavere udbytte – sen såning af vårbyg efter 10.-15. april medfører udbyttetab på ca. 60 kg kerne pr. ha pr. dag. Hvis der sås i maj, stiger udbyttetabet til ca. 130 kg kerne pr. ha pr. dag. Tilsvarende gælder i havre og vårhvede. Vårhvede har en dårlig buskning evne, derfor er øget udsædsmængde særlig vigtig ved sen såning af vårhvede.
Ukrudtsbekæmpelse i vårsæd
Dyrker man frøgræs og har brug for en øget effekt på bl.a. enårig rapgræs kan det være formålstjenligt med en delt indsats med en tidlig sprøjtning med DFF på sort jord. Dyrker man ikke frøgræs og har man ikke de store problemer med enårig rapgræs, foretages ukrudtsbekæmpelsen i vårsæd nemmest med en enkelt sprøjtning når alt ukrudtet er fremspiret.
Ukrudt i vintersæd
Nu hvor nattefrosten er ovre og vi har gode dagtemperaturer, er det også tid til at få lavet en opfølgende bekæmpelse af ukrudt i vintersæden, hvis man ikke allerede har kørt. Enkelte der ikke fik sprøjtet i efteråret skal også ud nu. For de fleste vil en opfølgning med en bred løsning med effekt på både græs og tokimbladet ukrudt være at foretrække. I en del marker har der været en rigtig god effekt af efterårsbekæmpelsen og det kan være svært at finde ukrudt på nuværende tidspunkt. Her vil en opfølgning med et middel mod 2-kimbladedet ukrudt ofte være nok, så man får bekæmpet sent fremspirende ukrudt som f.eks. burresnerre. Det er også tid for en tidlig vækstregulering i vintersæd.
Gødskning af vintersæd
2. gødskning eller hovedtildelingen bør ligge her midt i april. Har man planlagt at køre gylle ud nu, men er det stadig er alt for vådt, bør hveden tilføres noget handelsgødning nu, og gylle tildelingen udsættes til der kan køres i marken.
Raps
Der er fundet svage angreb af lys bladplet i mange marker. Den vejledende bekæmpelsestærskel på nuværende tidspunkt er relativ høj. Ved mere udbredte angreb anbefales løsninger under blomstring med effekt også mod lys bladplet. Det varme vejr giver gode betingelser for opformering af insekter, tjek derfor rapsmarkerne for glimmerbøsser (skadetærskel 8-10 biller per plante) og bladribbesnudebiller (for bladribbesnudebiller findes ingen skadetærskel, men ved 1-2 biller per plante vurderes bekæmpelse aktuel). Se især på bladene, da bladribbesnudebillerne søger bladstilke til æglægning. Bladribbesnudebillerne falder dog let af ved berøring af planterne, så undersøg planterne uden at røre dem.