Aktuelt i marken uge 14
Status på græsukrudt og skadedyr
Der har været begrænset aktivitet i de etablerede afgrøder grundet de lave temperaturer, men i de først sået vårbygmarker, begynder byggen nu at spire frem og for roerne ses marker med 1 cm rodspirer. Med den nedbør, vi har fået nu, vil den spredte gødning komme til at virke nu og det i kombination med den varme DMI har sat os i udsigt, vil veletablerede afgrøder indhente den forsømte vækst inden påsken er ovre.
Græsukrudt i korn
Det har ikke været muligt at bekæmpe græsukrudt de sidste 10 dage pga. nattefrost, men nu gælder det om at være klar – især ved problemer med italiensk rajgræs, da dette ikke er blevet frosset tilbage.
Vurdér dine marker før behandling:
- Grønlige marker kan uden problemer behandles
- Helt ”rødlige” marker og marker med fx opfrysning (luftrødder)bør have 5 dage med godt vejr, så gødningen opløst af nedbør mandag og tirsdag kan få sin virkning
Skadedyr i korn
Vi ser enkelte angreb af bygfluer, men generelt set er det et begrænset problem. Bygfluer ses oftere og oftere i tidligt sået vintersæd, men har ingen betydning, hvis det er enkelte angrebne skud i en veletableret afgrøde. Ved få skud pr. plante og dårlige vækstbetingelser, kan bygfluer ved kraftige angreb give op til 15 pct. Udbyttetab.
Bygfluen har 2 generationer om året. Første generation angriber vintersæd om efteråret, og larverne overvintrer i stråene. Anden generation angriber vårbyg og vårhvede, som skades mere af angreb end vintersæd.
Raps
Vi tvivler på, at det er muligt at køre rene clopyralid-produkter (Matrigon) i år, da behandlingsfristen er stadie 55 (første gule knopper). Der vil muligvis være et vindue den næste lille uges tid, hvor vejret bliver lunere, men vurdér om du kan nøjes med at køre i forageren.
Skadedyr i raps
Bekæmpelsesbehovet for bladrippesnudebiller er indtil videre lavt. Bekæmpelse udføres kun, hvis du har fangbakker i marken og fangsten er over tærsklen på 10-15 biller pr. bakke. Bekæmpelse er rettet mod biller inden de lægger æg og derfor skal du holde øje med temperaturen. Bladrippesnudebiller er meget afhængige af temperaturen og de er kun aktive, når temperaturen er over 10 grader. Mængden af æg, billen lægger, afhænger også af temperaturen.
Når skadestærsklen er nået, skal du vente 10 dage med at bekæmpe – og bekæmp kun ved dagstemperaturer på 10-12 grader og derover. Anvend 0,2 kg Lamdex eller 0,1 kg Kaiso Sorbie.