Aktuelt i marken
Svampebekæmpelse i vinterhvede | Afsluttende svampebekæmpelse i vinterbyg | Meldug i vårbyg
Vinterhvede
Angrebene af Septoria ligger på landsplan pt. omkring samme niveau som på dette tidspunkt i 2015, se figur. Vi ser dog generelt lidt mindre angreb ift sidste år.
De fleste af jer har bekæmpet Septoria omkring vækststadium 32-33 (2-3 knæ udviklet) og satset på en 3 deling af bekæmpelsen (i vækststadium 32-33 samt en delt aksbehandling). Det vil i den kommende tid være fornuftigt af lave en opfølgning, hvor fanebladet skal beskyttes. Vi anbefaler en løsning med 0,15 l Proline Expert + 0,25 l Bell og tilsæt 0,2 l Orius, hvis der er meldug.
Angrebene af meldug er overvejende svage og har ikke bredt sig ret meget i den forløbne uge. Vi anbefaler at bekæmpe meldug i modtagelige sorter ved over 25 procent angrebne planter indtil begyndende skridning. Vi ser især meldug i Torp, KWS Dacanto og Hereford, men det optræder også i andre sorter. Så hold øje med marken og vurdér behovet.
Gulrust har bredt sig meget i den forløbne uge og især i Substance, Jensen og Benchmark. Har du en gulrust modtagelig sort, er det meget vigtigt, at du holder øje med marken, da rust kan udvikle sig kraftigt i det tørre varme vejr.
Figur 1. Udvikling af Septoria i 2016 i forhold til de foregående to år.
Vinterbyg
Skoldplet er fortsat mest udbredt, efterfulgt af bygrust og meldug.
Vinterbyggen skal behandles færdig med svampebekæmpelse omkring skridning, hvilket i mange marker er på nuværende tidspunkt eller allerede udført. Vi anbefaler 0,3 l Viverde + 0,3 l Ultimate.
Vårbyg
I Propino er der fundet meldug, som bekæmpes i modtagelige sorter ved over 1 hhv. 10 procent angrebne planter fra buskning til 1 knæ udviklet hhv. strækning. Vi anbefaler 0,25 l Orius, hvis bladpletsvampe ikke er noget problem.
Der er stor spredning i udvikling, nogle planter er i vækststadie er 28 (buskning), mens de længst udviklede planter er i vækststadium 32 (2 knæ udviklet).
Vækstregulering kan være aktuel i de tidligste vårbyg sorter, hvis man ønsker at forebygge lejesæd. Man skal være opmærksom på, at stressede planter aldrig må vækstreguleres, hvilket også gælder tørkestress som kunne blive aktuel. Læs mere her. Vi anbefaler 0,5 til 0,75 l Terpal fra begyndende skridning til fanebladet er synligt.