Aktuelt i marken
Rapsjordlopper og snegle i vinterraps | Vækstregulering i vinterraps | Tidlig såning af vintersæd | Tørring af korn
Vinterraps
Hold øje med om rapsjordlopperne æder dine nyfremspirede rapsplanter. Bekæmp, hvis der er over 10% bortgnavet bladareal indtil planterne har 4 blade. Vær specielt opmærksom, hvis du har sået ubejdset frø. Er det bejdset med Cruiser eller Modesto, har det effekt til omkring 2-3 løvblade. Vi anbefaler 0,15 kg/ha Karate eller Mavrik , eller 0,07 kg/ha Kaiso Sorbie.
Billede 1: Huller i bladene som følge af gnav fra rapsjordlopper. Planten har her udviklet 2 løvblade og er stadig følsom for bladgnav. Når planterne har omkring 5 løvblade, er det ikke længere nødvendigt at udføre bekæmpelse rettet mod bladgnav, men herefter skal der tages stilling til evt. bekæmpelse af larveangreb.
Snegleangreb er et stort problem i flere marker, og skaden kan udvikle sig voldsomt, så omsåning kan blive nødvendig. Det er altafgørende at du iværksætter en tidlig bekæmpelse.
Hold især øje med snegle i knoldet marker, ved grubbesåning og overfladisk såning.
Vi anbefaler at anvende 30-40 granulater pr m² af godkendte produkter fx 8-10 kg/ha Sluxx HP, 4 -5 kg/ha Agros sneglekorn eller Smartbayt. Midlerne indeholder ikke lokkemiddel, så det kan tage lang tid, før sneglene finder dem. Det er derfor vigtigt, at du opdager og bekæmper sneglene tidligt.
Såning af vinterraps er ved at være sidste udkald, for at være sikker på at få 40-50 veludviklede planter med 8 blade, en rodtykkelse på 8 m og 8 cm lang rod. Vælger du at så vinterraps i den kommende uge, kan du øge udsædsmængden for at sikre en fornuftig plantebestand.
Vækstregulering i efteråret skal udføres som en forsikring mod udvintring. Det er derfor først og fremmest i tidligt såede marker og i marker med kraftig vækst. Vi anbefaler 0,5 l/ha Caryx, hvis du har brug for langtidseffekt på vækstreguleringen. Hvis rapsen er sået sent, og du derfor har behov for en kortvarig standsning af væksten, er 0,6 l/ha Orius, 0,5 l/ha Folicur EW og 0,5 l/ha Juventus billigere alternativer.
Vintersæd
Tidlig såning af vintersæd kan være aktuel for nogle af jer. I plantenyt omkring emnet kan du læse om fordele og ulemper.
Bekæmpelsen af ukrudt i stub inden såning af vintersæd kan være en mulighed, i nyhed omkring emnet finder du en oversigt over markedsførte midler. For at opnå fornuftig effekt på især udløberne fra rodukrudt, anbefaler vi mindst 7 dage mellem sprøjtning og jordbearbejdning. Skal midlet ikke transporteres til udløbere, kan jordbearbejdning allerede påbegyndes et par dage efter sprøjtning.
Kornlager
Hold øje med dit kornlager, især i år hvor meget er høstet med lidt for meget vand. Læs nyhed omkring tørring af korn.