Aktuelt i marken
Uge 12
Frøgræs
Alt frøgræs undtagen rajgræs skal du gøde færdigt nu. Hussar-behandlinger udføres hurtigst muligt hvis de ikke er kørt, men pas på nattefrost efterfølgende.
Tjek marken for ukrudt
Ukrudt i marker som er efterårssprøjtet uden specielle græsukrudtsproblemer, kan de fleste steder udsættes til efter såning af vårsæden.
I ubehandlede marker er alt ukrudt større efter den milde vinter. Derfor, tjek marken i disse dage, mens markerne endnu ikke er farbare for maskinerne. Har du græsukrudt anvendes eksempelvis 120-200 g/ha Broadway eller det nygodkendte produkt Rexade. Brug 30 – 50 g/ha Rexade 440. Højeste dosering på stort ukrudt. Tilsæt 0,5 l/ha PG26N til begge midler.
Rexade 440 er stærkere på arter som Valmue og Storkenæb end Broadway. Græseffekten i 50 g Rexxade svarer til 175 g Broadway. Ønskes en forstærkning mod rajgræs eller enårig rapgræs, kan du tilsætte 0,3-0,4 l/ha Atlantis OD. Husk Atlantis ikke må bruges hvis der er anvendt andre SU-midler f.eks. Express, Nuance, Othello mfl.
Cossack er stærkere end Broadway på enårig rapgræs og rajgræs og tager ligesom Broadway det mest almindelige bredbladede ukrudt. Husk der er samme forbehold som for Atlantis i forhold til SU-midler.
Gulrust ses i enkelte marker
Vi har set gulrust i Sherif-hvede et par steder. Situationen ligner den vi havde sidste år på samme tid. Overvintrende gulrust som har kunnet etablere sig hele vinteren. Tjek især sorterne Sherif og Benchmark, som er de mest modtagelige. I den anden ende på modtagelighedsskalaen er Informer og Extase, hvor vi ikke forventer at se gulrust. Hvis du ser gulrust som på billedet, bør du bekæmpe med 0,3 l/ha Orius eller 0,25 l/ha Folicur Xpert, når færdsel i marken er mulig.
Vårbyg
Tusindkornsvægten ligger typisk mellem 55 og 59 hvilket medfører, at man skal udså ca. 180 kg pr ha. Kør evt. DFF ud før fremspiring ca. 0,12 l/ha mod enårig rapgræs.
Placer mindst 30 kg N og gerne lidt P ved såning. Hvis ikke man placerer hele mængden, spredes den resterende del før såning. Hvis man har græsudlæg er det en fordel at sprede ca 10 kg N efter såning til udlægget.
Gaucho godkendt
For nylig gav Miljøstyrelsen dispensation til at bejdse roefrø med midlet Gaucho, som ellers ikke længere er godkendt i EU. Gaucho holder roerne fri for insektangreb i de første 6-8 uger af deres vækst, og denne dispensation har stor økonomisk betydning for roedyrkningen.