Aktuelt i marken
Rapsjordloppens larve – Bladlus – Ukrudtsbekæmpelse i vintersæd
Rapsjordloppens larve – er bekæmpelse stadig aktuel?
I registreringsnettet hvor konsulenterne optæller antal rapsjordlopper rundt i hele landet, er skadetærsklen overskredet i ca 20 % af de ubehandlede marker.
Mange har allerede behandlet, men hvis der ikke behandlet og der tidligere er registreret større forekomst af rapslopper, så anbefales en behandling snarest.
Anvend 0,2 kg/ha Lamdex. Lamdex kan også udsprøjtes sammen med Kerb.
Bladlus – hold øje med udviklingen i vintersæden
Tilsvarende følger vi udviklingen af bladlus i vintersæden. Særligt de tidligt såede marker har været angrebet af bladlus, men vi finder også bladlus i marker sået i slutningen af september og starten af oktober.
Finder man bladlus på 2-3 procent af planterne, anbefales fortsat en bekæmpelse.
Anvend her 0,1 Lamdex eller 0,05 Mavrik.
Ukrudtsbekæmpelse i vintersæd kan stadig nås
Det er stadig meget vigtigt at udføre en ukrudtsbekæmpelse i efteråret, hvis der skal opnås en effektiv bekæmpelse af især græsukrudt.
I marker som endnu ikke er behandlet, anbefaler vi en løsning med 1-1,5 l/ha Boxer + 0,1 DFF som vil give en bred effekt på enårig rapgræs, vindaks, rajgræs, agerrævehale, burresnerre, stedmoder og alm. bredbladet ukrudt.
Ved særlige problemer med spildraps, valmuer og mange kamiller, kan DFF byttes ud med 0,35 Mateno Duo.
Husk korrekt sprøjteteknik ved brug af Boxer produkter – minimum 75% afdriftsreduktion og kørsel aften/nat.
Har du ikke problemer med græsukrudt og har du sået meget sent, kan bekæmpelse vente til foråret, hvor en tidlig bekæmpelse med Broadway, Cossack OD eller Atlantis OD kan anvendes.