Åbent Landbrug søndag d. 18. september kl. 10-16
Det betyder rigtig meget, at vi åbner dørene
Gør gerne reklame for arrangementet! Værterne lægger et kæmpe arbejde i at få skabt en god oplevelse for alle parter.
Allerede nu kan du på www.aabentlandbrug.dk finde oplysninger og detaljer om de deltagende gårde. Følg også Åbent Landbrug på facebook.com/aabentlandbrug
Åbent Landbrug er en enestående lejlighed for både børn og voksne til at blive klogere på, hvor og hvordan dyrene på landet lever, hvordan afgrøderne på markerne kommer ind i laden sidst på sommeren, og hvordan maden ser ud, inden den havner på spisebordet.
– Vi er stolte af vores gårde, den moderne produktion og de fødevarer af høj kvalitet, der kommer derfra. Derfor lægger vi os i selen for at vise vores landbrug frem for de danskere, der vil have en god oplevelse og blive klogere på, hvor deres mad kommer fra. Ved at åbne stalddørene håber vi på at skabe dialog mellem land og by, så vi kan komme tættere på de danskere, der hver dag køber de fødevarer, som vi producerer, siger formand for Østdansk Landboforening Jørgen Petersen.
Det betyder rigtig meget, at også de, der ikke kender til landbruget, kan få lov til ved selvsyn at se, hvordan det hele foregår, og hvor maden kommer fra. Tak til værterne for det kæmpe store arbejde de gør her.
I 2015 slog Åbent Landbrug rekord med 118.156 besøgende.
Åbent Landbrug koordineres af Landbrug & Fødevarer i samarbejde med landbo-, familielandbrugs- og fællesforeningerne, Arla, Mammen Mejerierne, Them Andelsmejeri, Bornholms Andelsmejeri, Danish Crown, Tican, SB Pork, Hjalmar Nielsen, Hedegaard, Gasa Nord Grønt og Dansk Gartneri).