Åbent Landbrug søndag d. 16. september

del

Hvorfor producerer Danmark nogle af verdens bedste fødevarer? Få svaret når hele Danmarks spisekammer åbner stalddørene til Åbent Landbrug den 16. september. Landmænd over hele landet tager imod nysgerrige danskere der gerne vil se, hvor deres mad kommer fra. Glæd dig til en rigtig hyggelig dag, hvor alle kan komme ind og se med egne øjne, hvad der sker i landbruget, og hvor maden kommer fra.

På den 3. søndag i september er der Åbent Landbrug fra kl. 10.00-16.00. Flere gårdejere åbner deres døre for interesserede.

Vi producerer fødevarer i verdensklasse. Spørg selv i Thailand hvor et dansk so-yver er en eksklusiv delikatesse, i Kina hvor dansk mælkepulver er en eksklusiv værtindegave eller i Holland, der importerer danske æg i stor stil.

Søndag den 16. september har du mulighed for, helt gratis, med egne øjne at se, hvordan produkter i verdensklasse bliver produceret, når 52 landmænd åbner deres gård til Åbent Landbrug.

-Vi er et åbent erhverv der gerne byder indenfor på gården og viser vores produktion frem. Vi er stolte af at levere kød, ost, æg, grøntsager og pels i høj kvalitet til forbrugere over hele verden, og den stolthed vil vi gerne dele med danskerne, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Sidste år brugte 96.000 danskere landet over deres søndag på at se, hvordan et dansk landbrug anno 2017 så ud. Også i år er der plads til, at danskere selv kan se, hvorfor danske fødevarer er eftertragtede verden over, og dyrevelfærden er en af de højeste.

I år er der som noget nyt også mulighed for at blive klogere på bier og gødning. Derudover kan man høre, hvordan landmændene aktivt hjælper med at pleje naturen og se et minivådområde.

-Det er vigtigt, at vi kan vise danskerne bredden af dansk landbrugs- og fødevareproduktion. Ikke kun selve produktionen af fødevarer, men også hvordan landmændene hjælper med at løse problemer i forhold til vores natur og miljø, som for eksempel pleje af værdifulde naturarealer og forbedringer for vores vandmiljø, siger Jan Morre, projektleder på Åbent Landbrug.

Åbent Landbrug er gratis og der er noget for både børnehavebørn, teenagere, pensionister, kødspisere og vegetarer, når landmænd over hele landet søndag den 16. september åbner dørene kl. 10-16.

Allerede nu kan du på www.aabentlandbrug.dk finde oplysninger og detaljer om de deltagende gårde.
Følg også Åbent Landbrug på facebook.com/aabentlandbrug

I vores område er det bl.a. følgende landbrug, der slår dørene op:

Robert og Richard Hansen viser deres køer frem i Høsten, Haslev

Susanne og Ole Elbæk viser deres grise frem i Klippinge, Stevns

Assendrup Hovedgård viser deres køer frem i Aversi, Haslev.