Nu må kvælstoffikserende arter bruges i dine efterafgrødeblandinger
Se listen med godkendte arter
Efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter kan bruges som et alternativ til pligtige- og husdyrefterafgrøder samt til opfyldelse af 5 pct. MFO i form af efterafgrødeblandinger i efteråret 2021. De kan ikke bruges som målrettede efterafgrøder med tilsagn i 2021.
Artsliste
Følgende kvælstoffikserende arter må indgå i blandingen:
- Alsikkekløver (Trifolium hybridum)
- Blodkløver (Trifolium incarnatum)
- Esparsette (Onobrychis viciifolia)
- Gul rundbælg (Anthyllis vulneraria)
- Gul stenkløver (Melilotus officinalis)
- Hvidkløver (Trifolium repens)
- Hvid stenkløver (Melilotus alba)
- Kællingetand (Lotus corniculatus)
- Lucerne (Medicago sativa)
- Rødkløver (Trifolium pratense)
- Vintervikke (Vicia villosa)
Den resterende del af blandingen skal bestå af godkendte arter af efterafgrøder som korsblomstrede afgrøder, korn, græs eller honningurt. Cikorie må dog ikke anvendes, og det er kilde til megen undren, da cikorie er godkendt som almindelig pligtig efterafgrøde.
Det er ikke muligt selv at blande frøene. Der skal anvendes en færdigblandet efterafgrødeblanding med et dokumenterbart indhold fra en foderstofforretning, frøfirma eller lignende virksomhed, som dokumenterer blandingsforholdet ifm. en kontrol. Desuden skal der indgå økologiske frø i blandingen, hvis de er til rådighed, og blandingen skal – ligesom alle andre økologiske frøblandinger – godkendes af Landbrugsstyrelsen inden brug.
Tidspunkt for etablering af efterafgrøder
Efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter skal senest etableres den 20. august 2021. Det er muligt at udskyde etableringstidspunktet frem til og med 7. september mod en korrektion i kvælstofkvoten, det efterfølgende år. Det vil dog altid være den faglige anbefaling at etablere efterafgrøder så tidligt som overhovedet muligt.
Arealet må tidligst nedpløjes eller på anden vis destrueres 1. februar 2022, og skal efterfølges af en forårssået afgrøde i 2022.
Eftervirkning af kvælstoffikserende efterafgrødeblandinger
Eftervirkningen af pligtige efterafgrøder uden kvælstoffikserende arter er enten 17 eller 25 kg N pr. ha afhængigt af udbragt organisk gødning i 2020/2021.
Ved brug af efterafgrødeblandinger med kvælstoffikserende arter, bliver der trukket en eftervirkning på 50 kg N pr. ha efterafgrøde dyrket i efteråret 2021 fra den samlede kvælstofkvote for planperioden 2021/2022 i gødningsplanen i GKEA 2022 – uanset udbragt mængde organisk gødning. Vær opmærksom på, at den samlede kvælstofkvote på økologiske bedrifter er betinget af den valgte ordning under økologisk arealtilskud på 65 eller 107 kg udnyttet N.