Organisk gødning i efteråret / efter høst
Læs om regler og teknik til udbringning af flydende og fast gødning
Reglerne for udbringning er samlet i Gødningsanvendelsesbekendtgørelsen – herunder en opsummering på de vigtigste punkter:
Flydende organisk gødning og bundfald
Der må IKKE udbringes flydende husdyrgødning til vintersæd (korn) i efteråret.
Til og med den 30. september må der udbringes til:
- Vinterrapsmarker
- Fodergræsmarker, herunder udlæg etableret i foråret
- Grøngødning med gul sennep, olieræddike el. en blanding heraf som er etableret senest den 20. august og er forud for sukkerroer på kontrakt
Til og med den 14. oktober må der udbringes til:
- Frøgræs med kontrakt til kommende høst
- En evt. dispensation for udbringningsfristen den 1. oktober i regnfulde år – Følg SEGES el. Miljøstyrelsens hjemmeside
Teknikken til ovenstående er nedfældning, slæbeslanger eller slæbesko. I fodergræs skal der anvendes nedfældning, hvor renderne efter græsmarksnedfælderen helt skal kunne indeholde den udbragte mængde. Alternativt skal der bruges forsuring.
Fast organisk gødning
Der er kommet nye regler, men de er først gældende fra den 1. november, så det vil sige at jf. de gamle regler så kan der indtil den 1. november udbringes fast organisk gødning hvor der etableres vinterafgrøde, eller på arealer, efter den 20. oktober, hvor der har været efterafgrøder (etableret til tiden d. 20. august). Der må også udbringes fast organisk gødning på JB 7-9, hvor der ikke har været efterafgrøde.
Efter den 1. november er det de nye regler som gælder, hvor udbringningen ensrettes afhængigt af jordtype og jordbearbejdningsregler. Det vil sige at der kan udbringes faste organiske gødninger inden etablering af vårsåede afgrøder jf. nedenstående tabel:
Regler efter 1. november 2021 | ||
Jordtype | På arealer, hvor der har været lovpligtige, husdyr- og MFO-efterafgrøder | På arealer, hvor der ikke har været efterafgrøder |
JB 1-4 | Fra 1. feb. | Fra 1. feb. |
JB 5-6 og 10-11 | Fra 1. dec. | Fra 1. dec. |
JB 7-9 | Fra 1. nov. | Fra 1. nov. |
(Kilde: SEGES)
Fast husdyrgødning skal nedmuldes inden for 4 timer.
Krav/regler der omfatter både flydende og fast husdyrgødning
Husdyrgødning og affald må ikke udbringes lørdage, søndage og helligdage på arealer, der ligger tættere end 200 m fra byzone, sommerhusområder eller områder der i lokalplan er udlagt til boligformål. Udbringning af husdyrgødning må ikke give anledning til unødige gener.
Husdyrgødning mv. må ikke udbringes på arealer eller på en måde, der giver fare for afstrømning til vandløb (herunder dræn), søer over 100 m2 og kystvande. Det vil sige på skråninger med en hældning på mere end 6° nærmere end 20 m fra vandløb, søer større end 100 m2 og kystvande. På skråninger op til 12° må der dog nedfældes flydende husdyrgødningstyper parallelt med vandmiljøet efteråret.
Husdyrgødning mv. ikke udbringes på frosne, vandmættede, oversvømmede og snedækkede arealer.