Godkendelsen for svampemidlet Comet Pro er udvidet til sukkerroer
Der er gode nyheder til roedyrkerne! Comet Pro har fået udvidet godkendelsen til også at omfatte sukkerroer.
Der må maks. anvendes 2 behandlinger pr. vækstsæson og maks. i alt 0,625 l pr. sæson. Der skal være mindst 21 dage mellem to behandlinger. Sprøjtefristen er 28 dage. Om godkendelsen også gælder for alle former for bederoer, er BASF pt. ved at afklare.
Det er glædeligt, at Comet Pro nu må anvendes i roer, da kun Amistar Gold ellers er godkendt til svampebekæmpelse i roer, og kun må anvendes 1 gang pr. vækstsæson. Det hidtidige mest anvendte middel Opera (Rubric+Comet Pro) er nu som bekendt forbudt, men Comet Pro har også vist god effekt i forsøg og fra praksis i Sverige, hvor det har været godkendt i flere år.
Comet Pro indeholder kun strobilurinet pyraclostrobin, og der er i Danmark fundet tilfælde af resistens hos bedemeldug og Cercospora mod strobiluriner. Det gælder derfor om at skifte mellem forskellige virkemekanismer. Svampemidlet Propulse har også været afprøvet i roer, men forventes ifølge Bayer først godkendt til sæson 2023.