Nye restriktioner for flere triazol-svampemidler
Hold styr på indholdet af triazoler i dine svampemidler
Når der bruges svampemidler med indhold af et af aktivstofferne tebuconazol, difenoconazol eller mefentrifluconazol (se hvilke midler der indeholder disse aktivstoffer i tabel 1 herunder), så er der risiko for, at en fælles nedbrydningsmetabolit – 1,2,4 triazol – kan udvaskes i koncentrationer, som er over grænseværdien.
Derfor er der nu lavet nye opstrammede regler omkring de maksimalt tilladte mængder, der må anvendes pr år i forskellige afgrøder.
Reglerne træder først i kraft til sæson 2023, så i kommende vækstsæson vil der umiddelbart ikke være nogen ændringer i forhold til de anbefalinger og strategier vi plejer at bruge. Dog kan det få indflydelse, hvis der først indkøbes svampemidler efter 30. april i år. Se mere herunder.
Tabel 1. Indhold af de tre triazoler i svampemidler.
Middel og reg.nr. | Indeholder, g/l | Godkendt i |
Difenoconazol: | ||
Amistar Gold (1-233) | 125 g/l difenoconazol | Hvede, rug, triticale, vinterraps, roer |
Narita (613-11) | 250 g/l difenoconazol | Kartofler |
Revus Top (1-218) | 250 g/l difenoconazol | Kartofler |
Tebuconazol: | ||
Folicur Xpert (18-575) | 160 g/l tebuconazol | Korn, raps, frøgræs, hestebønner |
Orius Max 200 EW (347-39) | 200 g/l tebuconazol | Korn, raps, frøgræs, hestebønner |
Proline Xpert (18-578) | 80 g/l tebuconazol | Korn |
Prosaro EC 250 (18-527) | 125 g/l tebuconazol | Korn, raps |
Mirador Forte (396-54) | 100 g/l tebuconazol | Korn, raps |
Mefentrifluconazol: | ||
Balaya (19-240) | 100 g/l mefentrifluconazol | Korn, frøgræs |
Hvilken betydning har det og hvad skal I være opmærksomme på?
- Bejdsning: Nu påvirker det også jeres triazolregnskab, hvis vintersæd eller vårsæd er bejdset med et af disse triazoler (gælder også såning af vintersæd efterår 2022)
- Redigo Pro 170 FS og Seedrun indeholder tebuconazol
- Difend og Difend Extra og Celest Extra indeholder difenoconazol
- Produkter med gammel etikette må sælges fra grovvaren frem til 30. april 2022
- Bemærk, I skal have produkterne stående på jeres ejendom den 30. april
- Produkter med gammel etikette må anvendes og besiddes frem til 31. december
- Så det er vigtigt ikke at indkøbe mere end I ved I skal bruge i år
- Efter 31. december 2022, må produkter med gammel etikette IKKE forefindes på jeres ejendom.
- Hvis der indkøbes produkter fra tabel 1 efter den 30. april, vil disse være med ny etikette og de nye – strammere – regler beskrevet på etiketten skal følges.
- Efter 2022 bortfalder anvendelse af tebuconazol-produkter i vinterraps om efteråret
- Produkter får nyt navn og registreringsnummer (ny etiket)
- Særligt den tidlige anvendelse i afgrøderne tæller hårdt. Så svampesprøjtning i starten af strækningen ved 1.-2. knæ efterlader ikke mange muligheder for opfølgning senere med disse aktivstoffer.
- Eksempelvis tæller 0,25 Orius Max 100%, når det anvendes i stadie 30-32 i 2023, hvilket ikke efterlader mulighed for andre produkter der indeholder 1,2,4 triazol resten af sæsonen (eks Balaya i hvede på fanebladet).
- I stedet for den udbredte anvendelse af Orius Max i strækningen, vil der blive anbefalet Proline, Proline Xpert, eller Prosaro hvis der er behov for bekæmpelse
- Større fokus på sortsvalg med begrænset behov for behandling tidligt i strækningen
- Propulse, Comet Pro, Proline, Amistar og Juventus har IKKE begrænsninger i forhold til disse nye regler og kan derfor erstatte de andre produkter ved behov.
Som sagt, vil reglerne først for alvor slå igennem i 2023, men det er rigtig vigtigt allerede nu at være opmærksom og planlægge efter disse opstrammede restriktioner for de meget anvendte svampemidler.