Aktuelt i marken uge 20
Der er fuld fart på i marken, så vær klar til fanebladsbeskyttelse i vinterhveden
Vinterhvede
Vinterhveden varierer noget i udvikling og går fra st. 32-37, hvor st, 37er der hvor fanebladet lige er synligt. Enkelte steder er der udløst bekæmpelse af meldug i sorterne Graham, Heerup, Kvium, Pondus, Rembrandt og sortsblandingen Wheat Mix 221. Meldug bekæmpes ved over 25 procent angrebne planter frem til vækststadie 40. Det tørre vejr har hæmmet Septorie angebene i år, men med den nedbør der kom i sidste uge og den forventede nedbør, skal du overveje om og hvilken svampebeskyttelse du skal køre. Bekæmpelse afhænger af sort, afgrødens stadie og nedbør. Sorter med 3 i modtagelighed, der er i st. 32-33 og hvor der har været nedbør, anbefaler vi at du skal køre din T1 svampebekæmpelse med enten 0,3 l/ha Orius Max, Folicur Xpert, Prosaro eller Proline Xpert. Det samme gælder sorter med modtagelighed 2, men kun hvis fanebladet ikke når at blive synligt efter en uge, ellers vent. Vi anbefaler alle at køre deres T2 fanebladsbeskyttelse med 0,4 – 0,6 l/ha Balaya fra st. 37-39 når fanebladet lige er synligt til fuldt udfoldet. Bedste effekt er i st. 39 når fanebladet er næsten fuldt udfoldet og inden det begynder at strække sig, hvis vejr og smittetryk gør at i kan vente.
Tabel 1 viser en vejledning til at risikovurdere bekæmpelse af Septoria i vinterhvede sorter
Modtagelighed Septoria (0-3) | Sorter | Nedbør (over 1 mm)* | Timer i træk med bladfugt** |
1 | Pondus, Allround Mix, Power Mix | 5 dage fra st. 37 | 20 fra st. 37 |
2 | Informer, Heerup, Rembrandt, KWS Extase, Kvium, Momentum, RGT Saki, KWS Colosseum, Wheat Mix 221 | 4 dage fra st. 32 | 20 fra st. 32 |
3 | Chevignon, Graham, KWS Lili, LG Skyscraper | 4 dage fra st. 32 | 20 ra st. 32 |
*I st. 45-59 udløses også bekæmpelse ved over 10 procent planter med angreb på 3. øverste fuldt udviklede blad
**Time med bladfugt: RH over 85 procent eller over 0,2 mm nedbør
Mangan i vinterhvede
Hvis du har erfaring for manganmangel i din mark og du endnu ikke har kørt, så er det tid nu. Forsøg har vist at der er forskel på sorters tolerance overfor mangan mangel. Du skal derfor være særlig opmærksom hvis du har sorterne KWS Simitar, Pondus, Rembrandt og KWS Colosseum
Læs vores tidligere nyhedsbrev om mangan her.
Vækstregulering
Vinterhvede vækstreguleres senest i st. 37-39. Men så længe det er så tørt og afgrøden er stresset anbefales det ikke at vækstregulere.
Vinterbyg
Vinterbyg er omkring st. 50 begyndende skridning og flere steder er akset også synligt. Bygrust har bredt sig og der er udløst bekæmpelse i ubehandlede sorter som Bordeaux, Kosmos, KWS Meridian, KWS Wallace og Valerie. Behandling udløses ved 10 % angrebne planter frem til st. 65 (blomstring). Skoldplet har ikke bredt sig meget siden sidste uge. Men du skal fortsat være opmærksom på sorterne Neptun, Bordeaux og KWS Wallace. Pløjefri dyrkning og byg efter byg fremmer også skoldplet. Behandling sker efter mindst 3 dage med nedbør indtil st. 39 og ved mindst 6 dage med nedbør i vækststadie 40-65 (blomstring). Der er udløst bekæmpelse af meldug meget få steder i sorterne Bordeaux, Comeback og Neptun. Behandling sker først ved over 75 % angrebne planter og indtil st. 59 når akset er gennemskredet.
Er der behov for bekæmpelse omkring skridning (fra akset er synligt), anbefaler vi i stedet 0,25-0,45 l/ha Propulse + 0,2-0,25 l/ha Comet Pro eller Orius Max. (Sprøjtefrister: st. 59 Comet Pro, st. 61 Propulse, st. 69 Orius Max)
Vinterrug
Vinterrug er ca. i st. 53 under skridning. Der er ikke udløst bekæmpelse af nogen sygdomme. Skoldplet findes stadig på de nederste blade og bekæmpelse udløses først efter 3 dage med nedbør og min 10 % angrebne planter. Vær opmærksom på om angrebene begynder at brede sig op af planten efter en fugtig periode. Vær også opmærksom på brunrust, det fremmes i varmt vejr (15-22⁰C) og bladfugt. Inkubationstiden er ned til 5-6 dage. Bekæmpelse anbefales ved over 10 % angrebne planter til st. 69 afsluttende blomstring. Dog anbefales der ikke at køre i rug under blomstring, da det giver risiko for udvikling af meldrøjer. Til bekæmpelse anbefaler vi 0,3-0,35 l/ha Prosaro EC 250.
Triticale
Triticale er omkring st. 43, dvs. fanebladets bladskede svulmer. Der er udløst bekæmpelse af gulrust i begge de to sorter der er med i registreringsnettet, Cappricia og Trias. Bekæmpelse sker ved 1% angrebne planter. Der er registreret meldug i Cappricia, men der er ikke udløst bekæmpelse. Meldug bekæmpes i st. 31-40 ved over 25 % angrebne planter og efter st. 40 ved over 50 % angrebne planter.
Til bekæmpelse af både gulrust og meldug anbefales 0,3 l/ha Orius Max eller 0,25 l/ha Folicur Xpert.
Vinterraps
Vinterrapsen blomster stadig og anbefalingerne er det samme som i sidste uge. Læs nyhedsbrevet her.
Skulpegalmyg begynder snart at flyve. Larverne overvintrer i jorden og når temperaturen når 16⁰C begynder hunnerne at flyve og lægge æg. Efter 3-4 dage klækker æggene og skulperne begynder at svulme og blive gule. Der findes desværre ingen hjælpemidler til at fastsætte behovet for bekæmpelse af skulpegalmyg. Men der er udviklet en graddag beregner for hvornår flyvningen begynder i dit område, desværre siger den ikke noget om angrebsstyrken, se her.
Optællinger har vist at forekomsten af skulpegalmyg følger antallet af skulpesnudebiller. I år er der ikke kendskab til store mængder af skulpesnudebiller. Men hvis du har kendskab til tidligere angreb af skulpegalmyg i dit område, anbefaler vi bekæmpelse med 0,1 l/ha Kaiso Sorbie eller 0,2 kg/ha Lamdex (begge har bimærke). Ved stor flyvning vil der være brug for flere behandlinger, da midlerne kun virker 5-6 dage. Det er ofte tilstrækkeligt kun at randbehande.
Vårbyg og havre
Vårbyg og havre er i st. 25-28 (buskning), men nogen steder begynder den snart at strække sig. Der er ikke udløst bekæmpelse af nogen sygdomme i registreringsnettet.
Ukrudt i vårbyg
Hvis du endnu ikke har kørt din ukrudtssprøjtning, anbefaler vi at vente til efter den forventede nedbør senere på ugen og derved få ramt på det nyeste fremspirede ukrudt. Imens du venter, kan du behandle problem arealer med flyvehavre og agerrævehale allerede nu. Bekæmp med 0,8-1,0 l/ha Primera Super eller Foxtrot inden st. 30.
Vores generelle ukrudts anbefaling er 0,05 l/ha DFF + 0,4-0,5 l/ha Zypar, alternativt kan der køres 0,2 l/ha Pixxaro, 0,05 l/ha DFF samt 3-5 g/ha Nicanor eller 5-7 g/ha Express. Det er løsninger der har god effekt på alm tokimbladet ukrudt samt jordrøg og storkenæb. Der er også effekt på resistent fuglegræs. Hvis du har problemer med rajgræs skal du bekæmpe snarest, når rajgræs har max. 2-3 blade, anbefaling er 0,07 l/ha Hussar Plus OD + 0,5 l/ha Mero EC 80.
Ukrudtsbekæmpelse havre
Der er ikke nogen godkendte midler til bekæmpelse af græsukrudt i havre. Vores generelle anbefaling til bekæmpelse af tokimbladet ukrudt (inkl. burresnerre og pileurt) er 5-7 g/ha Express 50SX + 0,4 l/ha Starane XL + 0,15 l/ha spredeklæbemiddel. Express 50 SX kan erstattes af Nuance Max eller Trimmer 500 WG. Hvis du har problemer med melder, resistent kamille og/eller gul okseøje (max. 2 blade) anbefales 0,3-0,5 l/ha Mustang Forte. MEN husk at den ikke må bruges senere end st. 32, samt at efter anvendelse af Mustang Forte må du ikke så roer, kartofler eller spinat før 14 mdr efter behandling og først 24 mdr efter må du så bælgplanter og specialafgrøder.
Læs mere om Ukrudtsbekæmpelse i vårsæd
Mangan i vårsæd
Hvis du har kendskab til mangan mangel er det også tid til at køre det nu. Generelt anbefaler vi ikke over 1-2 kg mangan pr. ha, og det er sjældent, at der er en effekt ud over en tilførsel på 400 g mangan pr. ha pr. udsprøjtning. Læs nyhedsbrevet om Mangan mangel i vårbyg
Vårhvede
Bygfluerne flyver fra vintersæd til vårhvede og de begynder snart at flyve. Der er udviklet en graddag beregner for hvornår de begynder at flyve, de flyver 300 graddage med basis 4,5 °C. Du skal indtaste 300 graddage (tærskelværdi) og basis 4,5 °C og 0,7 °C for klimaændringer. Tryk beregn og scroll ned til du ser røde tal der viser datoen for flyvning. I Rønnede varsles der flyvning d. 25 maj. Vi anbefaler generelt en bekæmpelse af bygfluer når der er flyvning.
Se graddag beregneren her.
Til bekæmpelse anbefales 0,15 kg/ha Lamdex og behandlingen gentages ved behov efter 10-12 dage.
Alm. rajgræs
Rajgræs er omkring st. 38 og nogen steder er fanebladet synligt. Der er registreret svage angreb af kronrust og meldug. Det anbefales først at behandle i st. 45-51 (fra akset svulmer til det er lige synligt). Til behandling anbefaler vi 0,2-0,25 l/ha Entargo eller 0,25-0,3 l/ha Comet Pro + 0,3-0,4 l/ha Orius Max (Orius Max kan erstattes af 0,25-0,3 l/ha Folicur Xpert).
Hestebønner
Der er registreret svage angreb af bladrandbiller og det skyldes de trives dårligt i tør jord