Bladlus og andre skadedyr i korn
Husk at du skal holde øje med skadedyr i kornmarkerne og vurdere behovet for bekæmpelse. Læs om vores anbefalinger til skadedyrsbekæmpelse.
Det kølige forår har været rigtig godt til at holde bladlus og kornbladbiller væk fra markerne. Men med stigende temperaturer, kan der hurtigt ske noget i markerne.
Bladlus udvikles især i varme og tørre år. Jo senere angreb, jo mindre tabsvoldende er bladlusene.
I hvede er bladlusene lette at opdage oppe i akset. I vårbyg og havre sidder bladlusene i bunden af afgrøden ved stråbasis over jordoverfladen. Undersøg planterne flere steder i marken, så du opdager eventuelle angreb i tide. Især i vårbyg og havre er det vigtigt at opdage angrebene tidligt for at få god effekt.
Du kan følge udviklingen i nyheder om Aktuelt i marken.
Skadetærsker for bladlus
De vejledende bekæmpelsestærskler for bladlus i hvede og vårsæd gælder indtil planterne er helsædsmodne (kernens indhold er mælkemodent):
- Ved samtidigt behov for svampebekæmpelse: 25 procent angrebne strå
- Uden samtidigt behov for svampebekæmpelse: 40 procent angrebne strå
Bemærk, at et strå tælles som angrebet, blot der konstateres en enkelt bladlus.
Betydende angreb af bladlus i vinterbyg, rug og triticale forekommer sjældent, men de vejledende bekæmpelsestærskler gælder også i disse afgrøder.
Mariehøns lever udelukkende af bladlus. En voksen mariehøne æder omkring 20-40 bladlus om dagen. Larverne æder hver 200 til 600 bladlus i løbet af deres udvikling, så pas på disse nyttedyr når overvejer bekæmpelse. Pirimor 500 WG bekæmper kun bladlus og skåner nyttedyrene.
Kornbladbille
Visse år er kornbladbillens larve meget udbredt i vårbyg og havre, mens betydende angreb i vintersæd er sjældne. Den vejledende bekæmpelsestærskel er 0,5-1,0 larve pr. strå indtil omkring begyndende skridning. Små larver er lettest at bekæmpe.
Hvedegalmyg
Det er kun aktuelt at bekæmpe den orangegule hvedegalmyg i tidsrummet fra begyndende skridning til begyndende blomstring. Feromonfælderne er sat ud i vinterhvedemarker i hele landet – vi har også sat fælder op – og du kan følge fangsterne i aktuelt i marken.
Bekæmpelse skal rettes mod de voksne hvedegalmyg, og de gør som nævnt kun skade fra begyndende skridning til begyndende blomstring. Larverne søger ind til kerneanlæggene og suger, hvilket resulterer i skrumpne kerner.
En fangst på 120 hvedegalmyg pr. fælde pr. dag ved stadium 51-61 (begyndende skridning til begyndende blomstring) udløser en bekæmpelse. Ved over 30 hvedegalmyg pr. dag er der også en risiko for udbyttetab, men det er usikkert, om bekæmpelse er rentabel.
Følgende af de dyrkede sorter er resistente mod den orangegule hvedegalmyg, og bekæmpelse er derfor ikke aktuel: Champion, Heerup, KWS Firefly, KWS Scimitar, LG Initial, LG Skyscraper, Pondus, RGT Bairstow, RGT Saki, SY Insitor og Sheriff.
Midler og doser
I tabel 1 nedenfor ses de midler, der er på markedet mod skadedyr i korn i anbefalet dosis. Vær opmærksom på sprøjtefrister her sent i sæsonen, fristerne fremgår af tabel 2, hvor der er angivet både antal dage og vækststadie skal begge overholdes. Pyrethroider har en virkningstid på ca. 3 uger, mens Pirimor virker i ca. 2 uger.
I marker med kraftige bladlusangreb kan der forekomme bier, der søger honningdug. I sådanne marker bruges kun Pirimor 500 WG eller Mavrik/Mavrik Vita, da det er de eneste midler uden bimærke.
Tabel 1. Oversigt over godkendte midler i korn.
Lamdex | Kaiso Sorbie | Mavrik | Pirimor 500 WG | Teppeki1 | |
Bladlus | 0,15 | 0,075 | 0,1 | 0,125 | 0,1 |
Hvedegalmyg | 0,20 | 0,15 | ingen | ||
Kornbladbiller | 0,15 | 0,075 | 0,1 | ingen | |
Bygfluer | 0,15 | ingen | |||
Trips | 0,15 | 0,075 | 0,15 | ||
Bimærke2 | Bimærke | Bimærke | ingen | ingen | Bimærke |
1 Teppeki er kun godkendt i vinterhvede.
2 Bimærkning, må kun udbringes udenfor biernes flyvetid (ca. kl 21-03).
Pirimor har på grund af sin dampvirkning god effekt på lus i bunden af afgrøden (vårbyg og havre), mens det er sværere at få høj bekæmpelse i bunden af afgrøden med pyrethroiderne, som skal ramme lusene for at få effekt.
Hvis der både er lus og kornbladbiller (larver) primært i vårsæd, så er der gode erfaringer med at blande Pirimor med Lamdex.
- Anbefalet dosering: 0,1 Lamdex + 0,05 kg Pirimor.
Tabel 2. Oversigt over sprøjtefrister og antal behandlinger for godkendte skadedyrsmidler i korn.
Middel | Sprøjtefrist | Maks. antal behandlinger pr. sæson |
Lamdex | 30 dage og vækststadium 65 | 3 |
Kaiso Sorbie | 28 dage | 1 |
Mavrik | 30 dage og vækststadium 75 | Vintersæd: 1 efterår og 2 forår. Vårsæd: 2 gange. |
Pirimor 500 WG | 30 dage og vækststadium 75 | 1 |
Teppeki | Vækststadium 77 | Vinter- og vårhvede, rug, triticale, spelt: 2 gange. Vinter- og vårbyg samt havre: 1 gang |
Sprøjteteknik
Indret sprøjteteknikken efter bladlusenes placering. I vårsæd køres langsomt med store dråber og højt tryk f.eks. 025 lavdrift/refleks/kompakt luftinjektionsdyse, 3 bar, 6 km/t og 200 liter vand eller 03 lavdrift/refleks/kompakt luftinjektionsdyse, 2,5 bar, 6,6 km/t og 200 liter vand. Sprøjtes på fugtige planter, kan vandmængden reduceres.