Risiko for manganmangel i vintersæd?
Tidligsået vintersæd har øget risiko for manganmangel
Billedet ovenfor viser manganmangel i vinterbyg. Ved manganmangel vil marken blive lysere i de mest ramte områder og planterne bliver mere slappe.
En kraftig plante som er velforsynet med mangan (og andre næringsstoffer) er betydeligt bedre rustet til at overvintre og modstå sygdomsangreb og komme hurtigere i gang til foråret. Men det er også ofte i de tidlig sået vintersædsmarker med kraftig vækst, der erfaringsmæssigt døjer med manganmangel og det er vigtigt at følge sine marker nøje.
Tilførsel af mangan på lokaliteter med manganmangel, giver signifikant merudbytte viser forsøg
Risikoen for manganmangel er størst på løs sandjord og/eller højt humusindhold, Rt over 6,5 på sandjord og over 7,5 på lerjord. Ofte ses, at afgrøderne står bedre, hvor jorden er pakket i traktorsporene fra såning, tromling eller anden kørsel. Af vintersædsarterne er vinterbyg mest følsom, men vinterhvede kan også rammes hårdt af manganmangel, især ved tidlig såning. Vinterrug er mindre følsom, og vinterraps anses normalt ikke for at være følsom for manganmangel.
Arealer med manganmangel ses typisk:
- Hvor der før er konstateret problemer med manganmangel i marken
- I tidligt såede marker af vinterbyg og vinterhvede, med kraftigere vækst end normalt
- Hvor marken har et højt reaktionstal og indhold af organisk materiale
- Hvor der ikke er anvendt forsurende gødninger (f.eks. svovlsur ammoniak eller DAP)
Risikoen for manganmangel kan fastlægges mere præcist ved at måle med en mangantester.
Kontakt eventuelt din planteavlskonsulent, hvis du gerne vil have udført en måling.
Tilførselsstrategi / Behandlingsstrategi
Den hurtigste optagelse af mangan sker ved udsprøjtning på bladene.
Normalt kan manganmangel forebygges med 1-3 sprøjtninger i efteråret, hvor første behandling foretages i 3-4 bladstadiet helst inden symptomerne viser sig. Anden behandling foretages 2-3 uger efter første udsprøjtning. På arealer meget disponeret for manganmangel kan en tredje behandling være aktuel efter yderligere 2-3 uger.
Selv om der ved såning er placeret svovlsur ammoniak eller diammoniumfosfat på arealer stærkt disponeret for manganmangel (JB 1-4). Løs jord og eller højt humusindhold Rt over 6,5 på sandjord og over 7,5 på lerjord), anbefales det alligevel at udsprøjte mangan mindst én gang om efteråret.
På grund af plantens ringe evne til at optage mangan hjælper det ikke at øge doseringen af mangan i den enkelte sprøjtning. Derimod er man nødt til at gentage behandlingerne for at afhjælpe mangel i de nydannede plantedele. Generelt anbefales der ikke over 1-2 kg mangan pr. ha (svarer til 3-6 kg mangansulfat), og der ses sjældent effekter udover en tilførsel af 4-500 g mangan pr. ha pr. udsprøjtning.
Nedenstående manganmidler kan godt blandes med de gængse ukrudtsmidler der anvendes her i efteråret – Boxer, DFF og Mateno Duo, Atlantis og Express. Undlad at tilsætte spredeklæbemiddel i blandinger med ukrudtsmidler. Anvendes Mangansulfat alene må der ikke tilsættes olie, da det øger risikoen for udfældning i sprøjten.
Svidninger og blandinger
Ved udsprøjtning af salte (f.eks. sulfat, nitrat, mv.) kan der ske svidninger af afgrøden. For at modvirke svidninger skal du:
- Bruge så store dråber som muligt – anvend som minimum samme dyse som der bruges til Boxer sprøjtningerne – gerne større.
- Undgå udsprøjtning i direkte sol
- Tilførsel af mikronæringsstoffer på våde planter og urea på tørre planter
Vær opmærksom på at der kan være større risiko for svidninger af afgrøden, hvis afgrøden er stresset f.eks. af høje temperaturer eller vandmangel. Blanding af mikronæringsstoffer kan i stressede afgrøder øge svidningsrisikoen.
Oversigt over manganmidler
Tabel 1 viser egnede midler med mangan til udsprøjtning samt den anbefalede mængde som skal anvendes ved konstateret manganmangel. Normalt er der stort set samme effekt af midlerne pr. kg mangan.
Tabel 1. Eksempler på manganholdige midler til udsprøjtning med angivelser af forbyggende doseringer, doseringer ved konstateret manganmangel og cirkapriser oplyst af gødningsfirmaerne.
Forebyggende dosering¹ | Mangel dosering² | |||
Type | Indhold | Mængde | Mængde | |
BioMangan 180 NS | sulfat-monohydrat | 180 g/l | 1,0 l/ha | 2,0 l/ha |
CarboMan 500 | carbonat | 500 g/l | 0,2 l/ha | 0,8 l/ha |
Mangansulfat 3) | pulver | 320 g/kg | 0,3 kg/ha | 1,5 kg/ha |
Norotec mangan | kompleks | 150 g/l | 0,7 l/ha | 2,6 l/ha |
YaraVita Mantrac Pro | carbonat | 500 g/l | 0,2 l/ha | 0,8 l/ha |
Profi Mangan NO3 | nitrat | 235 g/l | 1,0 l/ha | 2,0 l/ha |
Profit MnS | nitrat | 166 g/l | 1,0 l/ha | 2,0 l/ha |