Dispensation til anvendelse af Reglone i engrapgræs og hvidkløver til frøavl!
Vilkår for anvendelse, effekt og sprøjteteknik
Miljøstyrelsen har igen givet dispensation, så der nu er mulighed for at bekæmpe græsukrudt og spildkorn i engrapgræs og hvidkløver.
Nedenfor er beskrevet de vilkår for dispensationen som gælder. Det er de samme vilkår som sidste sæson, hvor der skal udfyldes en Tro-og-love-erklæring og Dokumentation for anvendelse af Reglone.
Vilkår for anvendelse af Reglone til ukrudtsbekæmpelse i engrapgræs og hvidkløver til frø:
- Dispensationen er gældende fra 15. november 2022 til 14. marts 2023, hvorefter midlet ikke længere må besiddes, anvendes eller opbevares på ejendommen.
- Den maksimale dosering er 0,75 l/ha
- Den maksimale vandmængde er 75 l/ha
- Må ikke anvendes nærmere end 10 meter fra veje, boliger, institutioner og offentlige arealer for at beskytte beboere og forbipasserende. Samtidig skal afdriftsreducerende udstyr med minimum 50 % afdriftsreduktion anvendes ved udbringning.
- Brugere skal anvende handsker, arbejdstøj og ansigtsbeskyttelse/visir ved blanding og påfyldning. Ved udsprøjtning skal brugerne anvende handsker, arbejdstøj og sidde i lukket førerkabine med kulfilter. – Ved håndtering af behandlede planter efter sprøjtning skal der anvendes arbejdstøj.
- Halm og frø må ikke benyttes til foder.
- Må ikke anvendes nærmere end 20 meter fra vandmiljøet (vandløb, søer mv.) for at beskytte organismer, der lever i vand.
- Må ikke anvendes nærmere end 5 meter fra §3 områder
Det er fortsat lunt for årstiden og vi vil gerne have en kølig periode – gerne med frost – til at stoppe afgrøden inden behandling. Så er risiko for afgrødeskade mindre og effekten på ukrudt bedre. Normalt vil den bedste periode for anvendelse være fra medio december til medio januar, hvor afgrøden er mest i dvale.
Effekt af Reglone
Den bedste effekt af Reglone opnås ved sprøjtning tidligt på dagen i klart vejr, gerne i forbindelse med en frostperiode. Her vil effekten på spildkorn og græsser være bedst. Tilsæt spredeklæbemiddel, for at sikre bedst mulig effekt.
Undgå behandling på planter med rim eller kraftig dug, da der vil ske afløb fra bladene og mindre optagelse.
Med en dosering på max 0,75 l/ha Reglone, vil effekten ofte ikke være tilstrækkelig til at rydde helt op med større bestande af enårig- og alm. rapgræs. Her må forventes behov for opfølgning med Hussar OD/Hussar Plus OD til foråret.
Sprøjteteknik
Dispensationen til Reglone i engrapgræs og hvidkløver har krav om vandmængde på max 75 l/ha og samtidig 50 procent afdriftsreduktion. Det giver forholdsvis få valgmuligheder af sprøjteteknik. Reglerne om godkendt afdriftsreducerende sprøjteteknik forudsætter en maksimal kørehastighed på 8 km pr. time.
Se også Brugsanvisning Reglone
Tabel 1. Eksempler på sprøjteteknikker der udbringer 75 l vand pr. ha
Dysestørrelse | Kørehastighed, km/t | Tryk, bar |
Vandmængde l/ha |
ISO 015 (grøn) | 7,6 | 2,0 | 75 |
ISO 02 (gul) | 8,0 | 1,2 | 75 |
Herunder er listet en række dyser der kan anvendes. Bemærk, hvis der køres med højere tryk end vist i tabellen, kan der ikke opnås 50% afdriftsreduktion.
Tabel 2. Dyser godkendt til 50 procent afdriftreduktion
Egnet til Reglone | ISO | Fabrikat | Dyse/teknik | Type | Vifte | Min.tryk, bar | Max. tryk, bar |
Ja | 015 | Billericay | Pulzar* | P | E | 2 | 2,5 |
Nej | 015 | Hardi | Injet 015 | LI | E | 3 | 8 |
Nej | 02 | Agrotop | TurboDrop Hispeed 110-02 | LI | D | 2,5 | 5 |
Nej | 02 | Albuz | CVI Twin 110-02 | KLI | D | 2 | 3 |
Til nød | 02 | ASJ | AFC 11002 | KLI | E | 1,5 | 3 |
Til nød | 02 | ASJ | ATC 1102 | LI | D | 1,5 | 3 |
Ja | 02 | Billericay | Air Bubble Jet 02 | KLI | E | 1 | 1,5 |
Til nød | 02 | Hardi | Minidrift DUO 110-02 | KLI | D | 1,5 | 5 |
Nej | 02 | Hardi | Injet 02 | LI | E | 3 | 8 |
Ja | 02 | Hypro | Guardian Air 02 | KLI | E | 1 | 2 |
Ja | 02 | Hypro | GA 110 02 | KLI | E | 1 | 2 |
Ja | 02 | John Deere | PSLDAQ1002 | KLI | E | 1 | 2 |
Nej | 02 | John Deere | PSLDAQ1002A | KLI | D | 2 | 2,25 |
Nej | 02 | Lechler | ID 120-02 POM | LI | E | 3 | 3,5 |
Til nød | 02 | Lechler | IDKT 120-02 POM | KLI | D | 1,5 | 5 |
Nej | 02 | Lechler | ID-120-02 POM | LI | E | 2,5 | 6 |
Nej | 02 | TeeJet | TTI 110 02 VP | LI | E | 2 | 5 |
Nej | 02 | TeeJet | TTI60-110 02 VP-C | LI | D | 1,5 | 6 |
*Dysen er udviklet til at håndterende pulserende tryk. Dysen er ikke testet for afdriftsreduktion ved pulsering og skal derfor anvendes ved fast tryk ved udbringning af Reglone
LD: Lavdriftsdyse, LI: Luftinjektionsdyse, KLI: Kompakt luftinjektionsdyse, Re: Refleksdyse
E: Enkeltvifte, D: Dobbeltvifte, P: Pulserende
I tabel 2 er vist minimim og maksimum tryk. Ved minimim tryk er det ved tyske JKI dokumenteret, at dysen giver et tilfredsstillende spredebillede. Sprøjtedouchen kan opretholdes ved en smule lavere tryk uden at blive til en ‘vandstråle’, men det vil gå lidt ud over spredebilledet. Det kan som tommelfingerregel ikke anbefales at afvige med et tryk, der er mere end 0,2-0,5 bar lavere. Flere af dyserne kan sprøjte med dokumenteret tilfredsstillende spredebillede og samtidig komme tilstrækkeligt langt ned i tryk til at yde 75 l vand pr. ha.
Herunder er links til de dokumenter der skal udfyldes og godkendes i forbindelse med køb og anvendelse af Reglone: Kun Reglone med registreringsnummer 1-279 er godkendt.
Det ene er en “Tro og Love erklæring“. Denne skal udfyldes ved køb af Reglone, og sendes af grovvarefirmaet til SEGES.
Der må kun udbringes 0,75 l/ha Reglone i de marker, som i Fællesskemaet er anført med afgrødekoderne 112,113,120. Bemærk at arealer med rødkløver (Trifolium pratense) ikke må behandles med Reglone selv om de har afgrødekode 120. Det udfyldte dokument skal medbringes til den grovvarehandel, hvor Reglone købes. Ved udlevering af den tilladte mængde Reglone udregnet i forhold til arealet med engrapgræs og hvidkløver på ejendommen, skal grovvaren underskrive dokumentet, scanne det ind og sende det som et PDF-dokument til SEGES.
Det andet dokument “Dokumentation af sprøjteteknik” er til dokumentation af, at Reglone er anvendt i forhold til de vilkår, der er meddelt i dispensationen. Dette dokument skal udfyldes af avleren og opbevares sammen med sprøjtejournalen.
- Sprøjtet areal i hektar (Ha) og hvilke afgrødekoder, der er tale om
- Doseringen af Reglone og udbragt vandmængde/ha
- Bufferzoner til vandmiljø og § 3 områder
- Bufferzone til veje, boliger, institutioner og offentlige arealer
- Anvendte afdriftsreducerende dyser/sprøjteteknik (min. 50%)
Oplysningerne skal være tilgængelige sammen med sprøjtejournalen.