Aktuelt i marken uge 19
Registreringsnettet er godt i gang, og vi observerer skadegørerne tæt i forskellige relevante sorter, i hhv. vinterhvede, vinterbyg og vinterrug.
Det har blæst det meste af den sidste uge, så det har været minimalt med optimale sprøjteforhold, hvilket gør en prioritering af opgaverne endnu mere vigtig.
Hvede
De tørre og kolde forhold gør, at det stadig kun er septoria der kan findes i hveden, hvilket ikke ændrer ved strategien om generelt at vente med at svampebehandle til fanebladet re fremme. Kun de mest modtagelige sorter som skrevet tidligere skal behandles nu, hvis ikke de allerede er behandlet.
Rug
I rug er det skoldplet, der er mest udbredt og med de tørre forhold bør det ikke sprede sig, men hold øje og en evt. bekæmpelse skal ske efter en fugtig periode og vil være aktuel til hen under skridning. I registreringsnettet er der kun fundet brunrust og meldug på en enkelt lokation, men ikke i vores område.
Vinterbyg
Vinterbyggen er for langt hovedparten af markerne i st. 37, dvs. synligt faneblad og her findes der skoldplet og bygrust. I reg.net. er der udløst bekæmpelsebehov i 15% af de ubehandlede parceller, dvs. endnu ingen svampebekæmpelse. Der er ingen meldug af betydning. Indtil videre holder vi fast i planen om at behandle i st. 49-51, som er lige der hvor stakken er synlig og frem til det første af akset lige netop er synligt.
Raps
I sidste uge skrev vi om skulpegalmyggen i rapsen og viste nedenstående figur over graddage beregningen.
Den opdaterede figur viser, at der stadig ikke er risiko for flyvning den næste uges tid. Svampebekæmpelse er nu i st. 65 hvor 60% af blomsterne på hovedskuddene er åbne.
Roer
Ang. roerne så er den eller de første ukrudtssprøjtninger udført og derved er planen lagt for de efterfølgende behandlinger. Som skrevet øverst, så har det jo blæst en del, specielt hen over bededagene, så har du ikke været ude og kigge på de områder i marken hvor der er lettere jorde skal det gøres hurtigst muligt, da der er en del omsåning pga. jordfygning. Jo før der omsås jo bedre.