Forebyg arbejdsulykker i høsten
Stabl ballerne forsvarligt samt overhold bestemmelser om hviletid og håndtering af maskineri. Sådan lyder tre overordnede råd om arbejdssikkerhed i høsten.
Klokken har for længst rundet midnat. Ryggen værker efter 10 timer i førersædet på mejetærskeren, men nu er fyraften i sigte.
”Tschong!,” siger det, da en sten sætter sig fast i skærebordet.
Med maskinen kørende og en ed på læberne er det ud af førerhuset og ned for at fjerne stenen. Og så går det galt. Armen bliver fanget i de roterende knive. Høsttiden er højrisikosæson for arbejdsulykker.
”Man arbejder mange og lange timer og kan miste koncentrationsevnen, fordi man bliver træt eller stresset. Ansvaret for at undgå dette – og for at de ansatte overholder reglerne om sikkerhed og mindst 10 timers hvile – ligger hos landmanden eller hos lederen af den maskinstation, som udfører høstarbejdet for ham,” siger arbejdsmiljøkonsulent Christina Edstrand, SEGES. Og hun bakkes op af Østdansk Landboforenings arbejdsmiljøkonsulent Per Dalsby.
Sluk for maskineriet og sid ordentligt
Arbejdsmiljøkonsulenterne kalder det obligatorisk at slukke for fx traktoren eller mejetærskeren – og ikke kun dele af maskineriet såsom skærebordet – samt at tage tændingsnøglen ud, inden du tilser maskineriet. Og når du ved arbejdsdagens begyndelse entrer førerhuset, skal du, inden enden havner i førersædet, sørge for at indstille det og det øvrige udstyr til en optimal arbejdsposition.
”Med udsigt til en arbejdsdag på 14 timer er det vigtigt at sidde ordentligt,” påpeger de to konsulenter og fortsætter:
”Ryggen skal være rank og støttes af ryglænet. Lårbenene skal være vandrette, underbenene lodrette, mens fødderne skal kunne nå pedalerne og hvile på gulvet. Rattet skal kunne håndteres med armene hvilende på armlænene, mens spejlene skal indstilles, så du kan se bagud uden at vride kroppen.”
Ballerne skal stables forsvarligt
Når høsten skal i hus, gælder det om at transportere og stable halmballerne forsvarligt, så du undgår alvorlige ulykker såsom at få en bigballe ned over dig.
”Ballerne skal lægges i forbandt med en tredjedel overlap og læne sig ind mod bagvæggen,” forklarer Christina Edstrand.
Ifølge Arbejdstilsynets statistik tegner kategorien ’dyrkning af korn’ sig for det største antal af de registrerede arbejdsulykker i perioden 2008-2013. Her blev registreret 2.681 ulykker, hvoraf de 608 skete i forbindelse med ’dyrkning af korn’.
Kontakt Per Dalsby for mere information samt råd og vejledning om hvordan du forebygger arbejdsulykker i på din bedrift.
Kilde: Landbrugsinfo.dk