Landmand har lavet 1000 radioudsendelser
Svineproducent Kaj Munch fra Bøgekærgård ved Faxe har siden 1988 arbejdet med radio. Det er blevet til mange interviews og reportager fra marken, sendt i programmet Grøn Hverdag på Østsjællands Radio.
Måske kender du allerede radioprogrammet Grøn Hverdag? Det er en ugentlig udsendelse som varetages af radioudvalget under Østdansk Landboforening. For nylig rundede Kaj Munch, en af de tre faste radioværter på programmet, en flot milepæl. Det fortæller han meget mere om, i en artikel på side 5 i denne uges udgave af avisen Landbrugsnyt.
– Nu har jeg været med til 1000 udsendelser, så det er blevet til mange spændende historier. Vores motto er at oplyse by om land på en positiv måde. Emnerne kan være politiske eller almindelig god orientering omkring, at der de kommende dage er vitaminer i luften, som man siger, så vasketøjet måske skal hænge indenfor.
– Først og fremmest handler det om at servere nogle budskaber på en konstruktiv og positiv måde. Jeg er den positive landmand, og selvom jeg godt kan fortælle, at krisen med Rusland gør ondt på bundlinjen, så skal man være klar over, at ingen gider høre på brok eller ynk i længere tid. Det gælder også os landmænd. Derfor arbejder jeg hele tiden på at få andre mere nødvendige emner på dagsordenen.
(Kaj Munch).
På Grøn Hverdag deler de tre værter programmet, der sendes hver fredag klokken 18.00. Østdansk Landboforening har sende tilladelsen på frekvens 104,7, og der er ikke så mange dikkedarer, når programmet skal produceres…Læs hele artiklen.
Ovenstående er uddrag fra artiklen. Tekst og foto er produceret af journalist Niels Okking.