Aktuelle kornpriser?
Høsten er så småt gået i gang, og så er det bare med at være klar, når det gælder. Har du fået aftalt priser?
Hvis du ikke har solgt din høst endnu, er det på tide at få spurgt de forskellige grovvarefirmaer om priser og deres betingelser. På nuværende tidspunkt ligger de aktuelle priser ved salg i høst, omkring 105 kr./100 kg foderhvede og byg og omkring 120 kr./100 kg maltbyg (kilde: Agromarkets). Hvis du afleverer korn uden en pris, får du ofte 5 – 10 kr. mindre pr. 100 kg. Selvfølgelig er den endelige pris afhængig af kvalitet, og hvad de forskellige firmaer trækker fra for kvalitet, tørring, svind mm. Det kan også være at det er mere fordelagtig at sælge til en husdyrproducent i nabolaget. Her gælder kr./kg uden fradrag af diverse omkostninger.
Prisberegner Agromarkets
Når du har et abonnement på Agromarkets, kan du i deres Prisberegner hurtigt se, hvad de forskellige grovvarefirmaer trækker fra for diverse omkostninger. Har du leveret, kan du se om de rigtige omkostninger er trukket fra. Vidste du, at du som sølv-abonnent har ret til 8 x 15 minutters gratis AgroMarkets rådgivning hos din lokale konsulent (Maria Skov Wegner, tlf. 5679 1932, mail: msw@ostdansk.dk) eller hos John Jensen fra Agromarkets (tlf. 4073 0189, mail: joj@agromarkets.dk).
Commoditrader
Har du ikke lige en husdyrproducent i nabolaget, som kan aftage korn, men kunne du godt tænke dig direkte salg, så kan du tage et kik på Commoditrader. Commoditrader er et platform hvor du kan købe eller sælge et parti korn eller andet. Det er direkte handel mellem køber og sælger, hvor der indbyrdes laves aftaler. Se om det skulle være noget for dig på https://commoditrader.com/da/. Det er gratis at oprette en profil.
Når du skal til at handle korn, er det vigtigt at du på forhånd har udtænkt en strategi. Og hold for øje hvad prisen netto bliver efter fratrukne omkostninger. Det er ikke helt ligegyldigt! Efter udbytte, er prisen på dine afgrøder den vigtigste parameter for årets resultat.
God høst!