Sådan beskytter du bedst bedriften mod coronavirus
Med en række tiltag og forholdsregler kan du begrænse risikoen for at få coronavirus ind på bedriften og begrænse risikoen for smitte mellem medarbejderne.
Mens mange danskere er rykket hjem bag pc’en i hjemmekontoret, er det ikke en mulighed, vi har i landbruget. Dyrene skal passes og og en travl marksæson står for døren, selvom coronavirus (COVID-19) hærger landet. Men med sund fornuft og en række forholdsregler, kan vi reducere risikoen for smitte. Her får du SEGES’ anbefalinger:
Begræns risikoen for at få corona ind på bedriften
- Sæt skilt op om smittebeskyttelse ved indgangen til besætningen. Find det her
- De fleste besøg af servicepersonale, som eksempelvis dyrlæger, inseminører og chauffører, er nødvendige for besætningens fortsatte produktion. Derfor skal de som udgangspunkt gennemføres, men overhold Sundhedsstyrelsens generelle råd til befolkningen. Find dem på Styrelsens hjemmeside. Vær opmærksom på, at retningslinjerne kan ændre sig fra dag til dag.
- Ikke-nødvendige besøg bør udskydes eller aflyses. Hvor det er muligt, bør rådgivningsbesøg afholdes online, fx via Facetime, Skype eller Microsoft Teams, hvor man også kan dele dokumenter. Kontakt dit rådgivningscenter, hvis du er i tvivl.
- Ved uundgåelige besøg af servicepersonale, da hold så vidt muligt 1-2 meters afstand. Vask hænder efter besøget, især hvis du har assisteret servicepersonalet. Rengør også flader, som servicepersonalet har rørt ved.
- Brug udleveringsfaciliteter ved levering af dyr. Undlad så vidt muligt at assistere ved afhentningen.
- Hvis en medarbejder har fået konstateret COVID-19, er der ingen særlige restriktioner for de øvrige medarbejdere, som fx karantæne. Følg anbefalingerne på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Begræns smitterisikoen mellem medarbejderne på bedriften
- Informer alle medarbejdere om de generelle forholdsregler for COVID-19. Find dem på Sundhedsstyrelsens hjemmeside
- Hold så vidt muligt afstand fra hinanden.
- Undlad så vidt muligt at samles – hold adskilte pauser.
- Vask hænder hyppigt, og brug papirservietter.
- Hvis bedriften er delt op i flere afsnit, så begræns kontakt mellem medarbejderne i de forskellige staldafsnit.
- Ved skifteholdsarbejde, fx i malkestalden eller i traktoren, så rengør og desinficer alle områder, der berøres, efter hvert skifte.
- Vask og desinficer frokoststue, toiletter, staldkontorer mv. hyppigt.
- Begræns så vidt muligt kontakt til andre personer i fritiden.
- Hvis man bliver syg med symptomer som let feber og forkølelse, skal man gå hjem. Når man føler sig rask, kan man gå på arbejde igen.
- Etabler en arbejdsberedskabsplan for afløsning, så I er forberedt, hvis en eller flere medarbejdere bliver syge.
Hvis det kniber med at få vagtplanen til at gå op, er det ok, at bede naboen eller andre om hjælp. Danske Landbrugsskoler er indforstået med, at man henter hjælp hos de landbrugselever, der ikke skal møde op til undervisning. Husk blot at respektere, at de ikke har fri, men skal følge undervisning i en vis udstrækning.
Find flere god råd på landbrugsinfo.dk