L&F til Folketinget: Urimeligt lovforslag om forbud på § 3 arealer
Landbrug & Fødevarer sender brev til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg og gør opmærksom på de store konsekvenser og uhensigtsmæssigheder i forbindelse med lovforslaget om forbud mod gødskning, sprøjtning og omlægning af arealer beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3.
Hvad betyder det for mig som landmand?
Lovforslaget om forbud mod gødskning, sprøjtning og omlægning af § 3 arealer betyder ifølge analyse fra SEGES, at op mod 45.000 hektar, især enge og strandenge, ikke fremover vil kunne anvendes som hidtil.
SEGES har anslået, at lovforslaget vil betyde et driftstab for de berørte landmænd på ca. 66 mio. kr. årligt, mens værdien af de berørte arealer er vurderet til at ville falde med 1,7 mia. kr.
Forbuddet er planlagt til at blive gennemført uden erstatning til de berørte landmænd og vil træde i kraft pr. 1/7 2022.
Fredag den 24. april førstebehandlede Folketinget Miljøminister Lea Wermelins forslag om en ændring af Naturbeskyttelsesloven. Lovændringen vil betyde, at der fra 1/7 2022 kan blive indført et forbud mod at gødske, sprøjte og omlægge enge, strandenge og andre arealer, der er beskyttet mod tilstandsændringer efter § 3 i Naturbeskyttelsesloven.
Landbrug & Fødevarer tager skarpt afstand fra forbuddet, der vil blive indført uden erstatning, hvilket vil få stor betydning for bl.a. kvægproducenter, der anvender § 3 arealerne til foderproduktion med enten afgræsning eller høslæt.
Viceformand sender brev
L&F havde oprindeligt anmodet om et foretræde for Miljø- og Fødevareudvalget for at fortælle partiernes ordførere om konsekvenserne af lovforslaget. Men på baggrund af den aktuelle Corona-situation blev foretrædet aflyst.
I stedet har viceformand Lone Andersen sendt et brev til udvalget, der både beskriver konsekvenserne af lovforslaget og fremlægger tal, der viser, at naturkvaliteten på de arealer, der vil blive berørt af forbuddet i mange tilfælde, er ganske lav.
På denne baggrund påpeger Lone Andersen i brevet, at man i stedet for et generelt forbud burde gå langt mere målrettet til værks og gennemføre en naturforvaltning, der kan give de ønskede resultater for natur og biodiversitet i en fælles dialog med lodsejerne.
Lone Andersen fremhæver også i brevet, at hvis lovforslaget bliver gennemført vil mange landmænds tillid til offentlige myndigheder og politikere lide et knæk. Da Naturbeskyttelsesloven blev vedtaget i 1992, blev landmænd forsikret om, at de kunne fortsætte den drift, de havde haft på de enge, der dengang blev beskyttet af den nye lov.
Hvis dette tilsagn nu bliver fjernet uden erstatning og med store tab for mange landmænd, vil det få store konsekvenser for landmændenes fremtidige motivation til at indgå i naturprojekter m.v.
Landbrug & Fødevarer er i dialog med relevante politikere vedr. lovforslaget og følger op på brevet til Miljø- og Fødevareudvalget i forbindelse med den videre behandling af lovforslaget, skriver Landbrug & Fødevarer på deres hjemmeside.